Aarhus Universitets segl

Grønne hjerner til AU

Klima- og energiminister Lykke Friis mener, at universiteterne får en vigtig rolle i det grønne kapløb.

Af Bjørg Tulinius
btu@adm.au.dk

Lykke Friis tænker stort, når det gælder fremtiden.
    Danmark, og ikke mindst Aarhus Universitet, skal være en grøn IQ-magnet, der tiltrækker de klogeste hoveder, både når det gælder forskere og studerende.
   – Ambitionen er at gøre landet til et grønt testlaboratorium, siger Lykke Friis, og hvis det skal lykkes, ja, så er vi nødt til at gøre en ekstra indsats på uddannelsesområdet. For man kan jo ikke drive et laboratorium, hvis der mangler folk til at stå der.

Grønt dialogforum

Klima- og energiministeren er ved at etablere et grønt dialogforum, hvor både folk fra erhvervslivet og universiteterne skal mødes og diskutere, hvordan man blandt andet tiltrækker flere udenlandske studerende. AU’s repræsentant i ministerens dialogforum bliver rektor Ove Poulsen fra Ingeniørhøjskolen i Århus. Ud over repræsentanter fra de danske universiteter består det nye forum af blandt andre topchefer fra DONG Energy, Grundfos og Danfoss. Og selvfølgelig Lykke Friis.
   – Jeg har netop drøftet en idé med folk her fra AU om at indføre grønne sommerskoler, hvor vi kunne få studerende fra andre lande hertil i en kortere periode – og så på den måde forhåbentlig skabe grobund for, at de vil tage et længere ophold på et af de danske universiteter, siger ministeren.

Kapløbet er i gang

Det er især det såkaldt "grønne kapløb", der får Lykke Friis til at fokusere så skarpt på uddannelsesområdet. Med udsigten til en verden med mangel på energi og stigende befolkningstal er rigtig mange lande lige nu i gang med at finde frem til nye løsninger.
   – Vi skal lave en massiv omstilling, og det samme skal alle andre jo. Men hvis Danmark bliver et af de lande, der får omstillet sig hurtigst, så har vi pludselig et voldsomt eksportpotentiale, lyder visionen fra ministeren.
   – For at det skal lykkes, ja, så er stat, erhvervsliv og universiteter nødt til at løbe bedre i fællesskab. Ellers risikerer vi at tabe kapløbet til lande som Kina, USA eller Indien, siger hun.
    Lykke Friis har for nylig været i Kina, og hun synes, det er værd at notere sig, hvad den amerikanske energiminister Steven Chu netop har sagt:
   – Steven Chu peger på, at kineserne missede den industrielle revolution. De tabte også it-revolutionen. De vil ikke tabe den tredje grønne revolution også. Det siger lidt om, at vi skal løbe hurtigt, siger Lykke Friis.