Aarhus Universitets segl

Religion og studieliv

Hvad skal vi med religiøse studenterforeninger? UNIvers har spurgt tre studerende, hvorfor de blander religion og studieliv.

Af Tina Lee
tlee@adm.au.dk

Adnan Brnjak, læser arabisk
– medstifter af Muslimsk Ungdoms Center og tilknyttet Muslimsk Studenterforening på AU.

Hvorfor er du tilknyttet Muslimsk Studenterforening? Er det ikke nok at være religiøs i sin fritid?

– Jo, men det kommer an på, hvordan man definerer religiøsitet. Man er muslim 24/7, så det er lige meget, om man er på universitetet eller andre steder.

Hvad får du ud af at være tilknyttet Muslimsk Studenterforening?

– Vi kender hinanden, og vi har det samme grundlag. Det er primært, at man har noget dybere til fælles end bare det at gå i skole. Jeg får også noget fagligt ud af det i form af de arrangementer, MSF står bag, og de personer, de inviterer. Vi havde for eksempel Rabih Azad-Ahmad fra Radikale Venstre til et møde. Et af foreningens mål er netop at skabe et fagligt netværk, som vi kan bruge i fremtiden.

Deltager du i fester på studiet?

– Jeg deltager ikke til studiefester, da der er alkohol tilstede. Jeg vælger dem fra, fordi der i islam er klare beviser for, at alkohol er forbudt, og at det ikke bringer noget godt for nogen. Jeg får mere ud af at tage til tilladte aktiviteter som sport, grillaftener med vennerne og i biografen.

Erik Borrits, læste tidligere teologi, er nu lærerstuderende
– medlem af Studentermenigheden i Århus

Hvad betyder det for dig at være medlem af en religiøs studenterforening?

– Da jeg er en del af studentermenighedsrådet, kan jeg være med til at præge, hvad der skal ske – jeg kan få nogle af de ting med, jeg selv synes er spændende. Det er en af hovedårsagerne til, at jeg er med.

Hvad er vigtigst i Studentermenigheden i Århus - fællesskab eller religion?

– Det er lidt en blanding. Officielt spiller religion den overvejende rolle, men det gør den jo egentlig ikke. Det handler lige så meget om filosofi, etik eller almengyldige spørgsmål. Selvfølgelig handler det om religion, når der er gudstjeneste, men ellers tænker jeg ikke så meget over, at det skulle være udpræget religiøst.

Hvad laver I i foreningen?

– En gang om måneden inviterer vi en foredragsholder. Det var muslimer denne gang, men det har også været Kirkens Korshær. Næste gang får vi besøg af en katolik. Ellers er der cafeaftener i SMÅ-huset på Rødkløvervej og sang- og filmaftener.

Jakob Højlund, læser historie og filosofi
– medlem af Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) Århus

Hvorfor er du medlem af en religiøs studenterforening?

– Helt grundlæggende mener jeg, at et kristent liv ikke kan leves som et soloprojekt. Man er nødt til at finde et kristent fællesskab.

Hvorfor lige et studenterfællesskab?

Det er, fordi jeg selv er studerende. Jeg kendte KFS fra gymnasietiden og har været på nogle KFS-lejre og fået enormt meget ud af det, også i forhold til fagrelevante ting. Hvad man skal svare, når man bliver spurgt om for eksempel Big Bang. Det er sådan nogle ting, KFS kredser om, også for studerende på universitetet. Når vi har arrangementer om helt universelle kristne ting, er det måske på et lidt andet abstraktionsniveau, end hvis det var ude i et missionshus på landet. Det passer mig godt som studerende.

Er der plads til tvivlere i KFS?

– Ja, der er plads til tvivlere, men de er ikke i flertal, vil jeg sige. Vi ønsker virkelig at være et åbent fællesskab, hvor folk må komme med den tro og det liv, de nu engang har. Samtidig er KFS konservativ kristendom, som tror på Jesu død og opstandelse.

Er der kun én sandhed?

– Ja, det tror jeg, og det tror KFS generelt. Det er ikke alle KFS-medlemmer, der har lige nemt ved at sige det. KFS Danmark, som vi har underlagt os, vil sige, at der er én sandhed, at der kun er frelse ved at tro på Jesus Kristus og hans død og opstandelse. Altså den bibelske Jesus, med alt hvad den bibelske Jesus indebærer.

Tre religiøse studenterforeninger

Studentermenigheden i Århus
Studentermenigheden er åben for alle – både troende, tvivlere og nogle, der nærmest ikke er troende. Alle, der har lyst til blive en del af et fællesskab med et kristent ståsted, er velkomne.

KFS Århus
Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) er for studerende, som ønsker at bruge tid på at være sammen om og med Gud – og på at udbrede kendskabet til ham. Som KFS skriver på hjemmesiden, bygger foreningen sit arbejde på Bibelen som Guds troværdige ord.

Muslimsk Studenterforening
Samværet i den muslimske studenterforening handler ikke kun om religion, men også om at styrke det sociale fællesskab blandt muslimske studerende i Århus. Muslimsk Studenterforening har endnu kun 15-20 medlemmer, hvoraf størstedelen læser medicin, men til gengæld har de 76 fans på Facebook.