"Det er alene en økonomisk beslutning. Og det er alene bestyrelsens beslutning.” Sådan fremlagde formand for Kollegiebestyrelsen Bent Müller beslutningen om at udskyde ombygningsplanerne af Parkkollegium 1, 2 og 3 på ubestemt tid i det seneste nummer af UNIvers. Parkkollegianerne bag protestbevægelsen ”496 – Bevar Parkkollegierne” mener imidlertid ikke, at deres rolle i projektets foreløbige kuldsejling kan afskrives så nemt.
– Vi føler, at vi oven på beslutningen nu har vundet første omgang. Vi står dog desværre over for en kollegiebestyrelse, der sidder meget længere tid, end vi kollegianere bor i Universitetsparken. Og hvis de bare kører deres sædvanlige ventespil, så kan de måske om nogle år få gennemtrumfet den ombygningsplan, vi mener, er til skade for kollegieånden og campusstemningen i Universitetsparken, siger talsmand for ”496 – Bevar Parkkollegierne” Bo Tranberg.

Kollegianerne forhindrer fondsmidler?

Kollegiebestyrelsen havde søgt en masse penge til ombygningsprojektet. De fik 20 millioner for lidt. De penge, der dog kom i hus, skulle imidlertid bruges senest til september. Bestyrelsen var derfor nødsaget til at satse og sætte ombygningen til at starte allerede til august af frygt for pludselig at stå og mangle endnu flere midler. Ifølge Bo Tranberg havde ”496 – Bevar Parkkollegierne” en finger med i, at projektet ikke fik de resterende fondsmidler, Kollegiebestyrelsen ellers havde søgt om.
– Vi nedsatte en arbejdsgruppe af økonomer og jurister, som udfærdigede noget materiale med en masse gode argumenter imod ombygningsplanen. Det sendte vi så ud til alle de fonde, vi vurderede, bestyrelsen kunne have søgt om midler hos. Derudover har vi gjort alt for at gøre det til en dårlig historie i medierne, siger han.
Kollegiebestyrelsens formand Bent Müller er fortørnet over talsmandens udmelding.
– Det undrer mig, at man fra kollegianernes side forsøger at forhindre, at kollegierne får midler udefra. Set i et overordnet perspektiv er det jo fuldstændig imod al fornuft, siger han og uddyber, at Bo Tranberg ”gætter sig frem,” når han hævder, at bevægelsen har haft indflydelse på beslutningen om udskydelse.
Bo Tranberg erkender, at diskussionen om bevægelsens indflydelse alene er påstand mod påstand.
– Men jeg vælger stadig at tro på, at vi har haft noget at sige. Og så kan Bent Müller jo sagtens sige, at det har vi ikke haft, men det kan han jo heller ikke dokumentere på nogen måde, siger han.

Fra konfrontation til konstruktive forslag

For nogle år siden eksisterede en lignende protestbevægelse blandt kollegianerne. Den gik dog i sig selv igen, da det ikke så ud til, at ombygningen blev til noget alligevel.
– Og det er næsten vores bedste argument for ikke at stoppe nu, selvom vores mål tilsyneladende er nået. Vi har stadig et rigtig godt momentum, vi lige forsøger at udnytte til at samle alt det materiale ind, vi har fra de forskellige arbejdsgrupper, og få lavet en masse evalueringer. Vi vil rigtig gerne lave en manual til fremtidige bevægelser, siger Bo Tranberg.
Her i foråret forsøger bevægelsen desuden i samarbejde med Kollegianerrådet at lave en workshop, som gerne skulle munde ud i en samlet ombygningsmodel, kollegianerne kan stå inde for.
– På den måde viser vi også, at vi ikke bare er imod ombygning og renovering generelt. Det er blot bestyrelsens plan, vi ikke kan stå inde for. Vi har hidtil været meget konfrontatoriske, men nu er det tid til at lægge bevægelsen i dvale og overlade det til Kollegianerrådet at vedligeholde dialogen med bestyrelsen, siger Bo Tranberg.
Bent Müller ser frem til et konstruktivt forslag fra kollegianerne.
– Men vi har også gennem hele processen lyttet til de ønsker, de har haft. Vores plan er i høj grad lavet på den baggrund. Man kan derfor ikke forvente, at vi vender ryggen til projektet, siger han.