Flytninger

Den 17. november 2011 forsvandt ethvert håb om universitetsdemokrati på Aarhus Universitet. Foran hundredvis af chokerede og målløse studerende og ansatte annoncerede dekan Mette Thunø det utænkelige: Uden medinddragelse og forvarsel havde universitetsledelsen besluttet at fjerne fagene religionsvidenskab, teologi og arabisk- og islamstudier fra Tåsingegade 3, der i ti år havde dannet rammerne for et levende vidensfællesskab med bibliotek, kantine, undervisning og vejledning, forskning og foreningsliv på et og samme sted.
Som et neg, der samler kornstråene, samler Tåsingegadebygningerne alle de ovenstående ting, der udgør Nordens største center for religionsforskning. Ledelsen på Aarhus Universitet vil løsne knuden og lade kornstråene falde ud over den lille kornsilo, der kaldes Nobelparken – Artsfakultetets nye bygninger.

Flytningen af Tåsingegadefagene er blot det seneste eksempel på den enstrengede ledelses udskejelser på Aarhus Universitet. Det gennemsyres af en enstrenget ledelseskultur, der har glemt, at de er her i kraft af de studerende og ansatte, og ikke omvendt. Det grundlæggende spørgsmål må være: Hvilken universitetskultur skal ligge til grund for Aarhus Universitet?

Efter det skæbnesvangre novembermøde er der indtruffet en hidtil ukendt følelse blandt de studerende og ansatte: en følelse af afmagt. Der er ingen at appellere til og ingen steder at gå hen. Enhver reel indflydelse på deres egen hverdag er blevet dem frataget og overdraget til en ledelse, som tilsyneladende ikke kan forvalte sit ansvar.
I stedet er de blevet henvist til at indrette deres forsknings- og studiemiljøer inden for uoverskuelige rammer, der er dem påtvunget. De må finde sig i, at deres biblioteker nedlægges, at deres bøger sendes i eksil i depoter, og at deres oprigtige bekymringer og indsigelser om tab af identitet og faglighed affejes som ligegyldigheder og vås.

Kort sagt er de studerende og ansatte på Aarhus Universitet blevet umyndiggjorte af en ledelse, som ikke formår at løfte det ansvar, som den har frataget dem.
Denne udvikling vil vi ikke acceptere. Vi kræver, at både de studerende og ansatte bliver hørt, og vi forlanger, at den nuværende ledelseskultur, som umyndiggør og negligerer alle på universitetet, hører op. Vi vil have universitetsdemokratiet genindført på Aarhus Universitet! Genindføres universitetsdemokratiet, vil apatien blandt studenterbefolkningen og tavshedens tyranni, som hersker blandt de ansatte, forsvinde. Tilbydes de studerende reel indflydelse, vil de også vokse med ansvaret. Vi er ikke dovne eller uduelige. Vi uddanner os for at tage ansvar og aktiv del i det danske samfund, og vi forventer derfor også at have direkte indflydelse på hverdagen på det sted, som skal forberede os på livet.
Med dette brev kræver vi, at Nordens største fagmiljø inden for religionsforskning ikke ødelægges. Flytningen vil både betyde ødelæggelsen af et unikt fagmiljø, med biblioteket som sin kerne, der ikke kan genskabes inden for de nye rammer i Nobelparken. Ydermere vil flytningen af Tåsingegadefagene betyde yderligere forringelse for de eksisterende Nobelfag, som allerede nu oplever problemer med at få hverdagen til at hænge sammen. Flytningen gavner ingen, og skal derfor stoppes.

Initiativet ”Bevar Tåsingegade 3”og dette åbne brev har støtte fra:

Studenterrådet ved Aarhus Universitet Artsrådet

Fagudvalgene ved:

• Teologi
• Religionsvidenskab
• Idehistorie
• Filosofi
• Historie
• Antropologi
• De Studerendes Råd ved DPU
• De Klassiske Fag
• Forhistorisk Arkæologi
• Middelalder- og renæssancearkæologi

Svar

Af dekan Mette Thunø, Arts

Det har ikke været en let beslutning at flytte Tåsingegades VIP-miljø til Nobelparken, og jeg har stor forståelse for, at de studerende er bekymrede for deres studiemiljø. Det er lykkedes at opbygge et godt miljø i bygningerne på Tåsingegade, og det tjener både studerende og medarbejdere til ære.

Men af og til er man som ledelse nødt til at træffe beslutninger, som tilgodeser helheden, selvom alle ikke er helt enige i dem. Ganske enkelt fordi beslutningerne er nødvendige. Ikke mindst handler det om økonomi: Faktum er, at uddannelserne på de danske universiteter er underfinansierede. I forvejen overfører vi faktisk hvert år forskningsmidler til uddannelserne for at få enderne til at nå sammen. Og de fire millioner, som vi årligt sparer ved at samle de teologiske og religionsvidenskabelige fag i Nobelparken, vil have stor betydning for undervisningsudbuddet. Især med henblik på det øgede antal studerende, som vi i de kommende år skal sikre gode uddannelser.

Men der er også vægtige faglige grunde til beslutningen om at placere fagene i Nobelparken. Med flytningen vil vi klart markere Nobelparkens status som omdrejningspunkt for Institut for Kultur og Samfund. Der bliver fortsat undervisningsaktiviteter på Tåsingegade, men Nobelparken bliver stedet, hvor studerende fra forskellige fagmiljøer mødes, og hvor vi begynder at skabe en identitet omkring det endnu unge institut. Og det er vigtigt at understrege, at kompetencerne fra det tidligere teologiske fakultet stadig vil være knyttet tæt sammen – nu blot som en del af et større miljø, hvor andre fagområder også spiller med.

Hvis vi lod placeringen af fagmiljøerne forblive som nu, ville det altså ikke alene betyde en udgift på fire mio. kr. om året – det ville også være sværere at skabe en ny og stærk ramme om fagene i det nye institut.
For nu at se fremad: Der er etableret en række brugergrupper, hvor studerende og medarbejdere er med til at sikre, at det nye institut bliver et levende miljø for faglige og sociale aktiviteter. Desuden har jeg en løbende dialog med de studerendes organisationer om de spørgsmål, som optager dem; herunder flytningen.

At studenterbefolkningen skulle være apatisk og medarbejderne tavse, er i øvrigt langt fra den virkelighed, jeg oplever på AU. Jeres brev er med til at eksemplificere, at vi har en levende debat og en engageret studenterskare. Jeg håber, at I vil lade det engagement komme til udtryk i brugergrupperne, så vi får flest mulige input med i arbejdet på at opbygge et nyt miljø i Nobelparken.