Aarhus University Seal

Afrika i blodet

At skifte studielivet ud med frivilligt arbejde i Afrika kan være en stor udfordring. Men det er klart det værd, mener Jesper Breining og Anna Aaby efter 14 måneder i Tumu, Ghana.

En stor del af arbejdet bestod i at hjælpe de lokale med det logistiske – til stor nysgerrighed for de mindste i byen. Privatfoto
- Vi lærte hinanden bedre at kende, da vi begyndte at spille volleyball sammen, fortæller Jesper Breining. Privatfoto

"14 måneder?! Det er godt nok længe at være væk!” Sådan reagerer mange, når de hører om beslutningen om at tage af sted fra venner, familie og studier.
– Det er jo lidt som at gifte sig midlertidigt, både med IMCC Uland, men også med hinanden. Jeg husker tydeligt, da jeg skulle skrive under. Mit hjerte bankede rimelig hårdt lige der. Det er jo en stor beslutning, siger Jesper Breining, der er færdiguddannet cand.mag. i filosofi og engelsk fra Aarhus Universitet.
Men det viste sig, at de 14 måneder væk fra studierne og livet derhjemme ikke var noget, de to studerende ville have været foruden.
– Ét år ud af de næste 60 år er ikke meget. Til gengæld bliver de næste 60 år anderledes på grund af det ene år, siger Anna Aaby fra 11. semester på medicin om parrets udenlandsophold.
Et år ud af en studietid på fem-seks år kan virke som en lang pause. Men parret mener, at det ene år har lært dem meget mere, end de kunne drømme om.
– For mig har det ændret meget. Jeg var meget karriereminded og havde en helt bestemt retning, jeg gik i. Men efter Ghana ser jeg tingene i et andet lys, og jeg er i gang med at supplere min medicinske uddannelse med kurser i ulandslære og filosofi, siger hun.
Så når det kommer til, hvad parret har fået ud af at supplere studiet med et år i Tumu, er konklusionen helt klar.
– Jeg tror egentlig, at jeg er endt med at få mere, end jeg har givet. En kæmpe indsigt og masser af perspektiv, siger Jesper Breining.

Korsbæk for 50 år siden

– Livet i Tumu er som i Matadors Korsbæk for 50 år siden. Det er måske jordens tryggeste sted, hvor alle kender alle, siger Jesper Breining.
IMCC Uland samarbejder med det offentlige sundhedsvæsen om at forbedre folkesundheden. Og det er der brug for. Som det er nu, dækker én læge et distrikt med 100.000 indbyggere. Herhjemme er der én læge per 700 indbyggere.
– Tumu ligger så langt fra alt, som du kan forestille dig. Det er en udørk. Det er simpelthen så underligt at komme til en by, hvor så mange ting ellers er så meget bagud i udviklingen, og så går alle alligevel rundt og taler i mobiltelefon, siger Anna Aaby. Arbejdet for IMCC’erne indebærer at hjælpe de lokale med meget af det administrative arbejde, selvom det også i høj grad drejer sig om at skabe et netværk blandt de lokale og at lære selv. Nogle gange handler det om at træde let, når man skal komme ind på livet af de lokale.
– Vi lærte for eksempel, at det var bedst at tale om barnebarnet og fodboldholdet Chelsea den første halve time, før vi begyndte at tale arbejde, siger Anna Aaby.

Verden blev mindre

En del af arbejdet bestod også i at bistå små græsrodsorganisationer med at udvikle deres kompetencer og struktur. Ofte viste arbejdet, at der er store kulturforskelle mellem Danmark og Ghana.
– På et tidspunkt måtte vi vise en lille græsrodsbevægelse, hvad en dokumentmappe og faneblade var for noget. De kendte slet ikke til den slags systemer, som vi har fået ind med ske, siger Anna Aaby.
Og det er ikke den eneste kulturforskel, der er. En hel del drejer sig også om, at vesterlændinge er meget rigere.
– Men det stikker dybere end det. Der var engang en jordemoder, der spurgte mig, om hvide kvinder også har ondt, når de føder. Nogle tror virkelig, at det helt fysisk er meget lettere at være hvid, siger Anna Aaby.
Selvom det indimellem var hårdt at være af sted, har opholdet udvidet parrets horisont. Både Jesper Breining og Anna Aaby er enige om, at det bestemt ikke er på alle punkter, danskerne kan lære afrikanerne noget. Ofte er det lige omvendt.
– Men man finder også ud af, hvor ens vi tænker. Verden bliver meget mindre, siger Jesper Breining, der sammen med Anna Aaby har fået mange venskaber undervejs.
Planen er da også at tage til Afrika igen.
– En af mine ghanesiske venner ringer ofte. Så diskuterer vi lige, hvordan det går med Chelsea, siger Jesper Breining.


International Medical Cooperation Committee

(IMCC) er en organisation for frivillige studerende, der arbejder med sundhed i et internationalt perspektiv. IMCC Uland er en selvstændig undergruppe til IMCC og ledet af de frivillige selv. Hvert år udsender organisationen fire personer i 14 måneder til Ghana, mens andre kommer til Bolivia og Mali. Det varierer, om de studerende får ECTS-point under forløbene, eller om de helt holder pause fra studierne. Stort set ingen modtager SU. Projektet er finansieret af Danida.

Læs mere om organisationen på: www.imcculand.dk