Den ensomme forsker i elfenbenstårnet hører fortiden til. I dag skal forskerens viden ud i verden til dem, den berører. Men hvad optager forskeren? UNIvers bringer her en artikel fra magasinet Asterisk, der i hvert nummer ser nærmere på en forskers metier.

I de seneste år har jeg været en del af forskerteamet bag projektet eXbus – Exploring Bullying in Schools under ledelse af professor Dorte Marie Søndergaard ved Institut for Uddannelse og Pædagogik. Mit bidrag har været at undersøge, om – og i givet fald hvordan – mobning tilbage i barndommen trækker spor op gennem livet. Sammen med min kollega Eva Silberschmidt Viala har jeg villet finde frem til, hvordan mennesker, der er blevet udsat for mobning i deres barndom, håndterer deres erindrede mobbeerfaringer og lever med dem i deres voksenliv.
Vi har foretaget en lang række interview med voksne mennesker i alle aldre. For nogle ligger mobbeoplevelsen mange år tilbage, og erindringen om mobning er ikke nødvendigvis en direkte afspejling af det, som rent faktisk hændte i fortiden. Det centrale i vores forskning er imidlertid den måde, hvorpå erfaringerne fra dengang giver mening og får betydning for den enkelte i dag – ikke, hvorvidt erindringen er fuldstændig sand.
Ingen af de mennesker, vi har talt med, er svært traumatiserede eller invaliderede af deres erfaringer. Men nogle af dem giver udtryk for, at de har nogle erindringsspor – traumer, om man vil – der bliver levende i særlige situationer. Eksempelvis fortalte en af interviewpersonerne, at når han i dag kommer ind i en togkupé, kan han pludselig blive grebet af angst, hvilket han så kobler til oplevelser med flere gange at være blevet udsat for mobning i netop en togkupé. Det er et udtryk for, hvordan mobning kan trække spor gennem livet. Andre beskriver angst eller en indædt bitterhed over for dem, der i sin tid mobbede dem. Men når det er sagt, så viser vores forskning også, at personer, der blev mobbet i deres skoletid, sagtens kan have succes både privat og karrieremæssigt, samtidig med at der i visse sammenhænge kan opstå situationer, hvor barndommens oplevelser dukker op igen.
Flere beskriver også, at deres mobbeerfaringer har givet dem et særligt socialt gehør. Andre giver udtryk for, at de i dag ikke kan klare, hvis de oplever, at andre har det skidt. Så føler de en spontan trang til at gribe ind. På den måde kan nogle altså bruge deres erindrede mobbeerfaringer konstruktivt og gøre en forskel for andre. Men det er vigtigt at slå fast, at uanset hvilken betydning mobningen har i dag, så ville de alle helst have været deres mobbeerfaringer foruden.

Livet i fængslet – og efter

Min interesse for livet i fængslerne går år tilbage. Det er mig magtpåliggende at betragte fanger som mennesker, også selvom de har begået kriminelle handlinger. Det menneskesyn har altid drevet både min praksis og min forskning. Jeg forstår alle mennesker som nogle, der på den ene eller anden måde vil noget i livet.
Jeg har bl.a. arbejdet som klinisk psykolog i Kriminalforsorgen og skrevet ph.d.-afhandling om mandlige langtidsfangers perspektiv på deres tilværelse i fængslet og i overgangen fra fængselslivet til en tilværelse uden for fængslet. Da jeg blev ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet (nu Institut for Uddannelse og Pædagogik), planlagde jeg i samarbejde med Kriminalforsorgen en undersøgelse af forholdene for de kvindelige fanger i danske fængsler, og jeg stod bag rapporten Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler. Rapporten udkom i 2011 og har været med til at sætte gang i en politisk debat om, hvorvidt Danmark skal oprette kvindefængsler. Vi har ikke noget rent kvindefængsel i Danmark. Kvindelige fanger udgør en numerisk minoritet sammenlignet med mandlige fanger – cirka 4-5 procent af den samlede fangebefolkning.
Undersøgelsen fokuserede bl.a. på kønsblandet afsoning, sådan som vi har det i Danmark. I løbet af projektet interviewede jeg indsatte kvinder i fire danske fængsler. Hovedparten af dem ville gerne deltage og dele deres tanker og overvejelser med mig, hvilket gav mig adgang til deres ofte gribende livshistorier. Nogle har haft en nogenlunde tilværelse, men mange har en meget ”tung bagage” med, for eksempel stofmisbrug, vold og voldtægt.
Overordnet er min pointe med undersøgelsen at sætte køn på dagsordenen og sætte spørgsmålstegn ved, om det fungerer godt nok med den kønsblanding, vi har i fængslerne i dag. I forlængelse af min rapport nedsatte Direktoratet for Kriminalforsorgen en arbejdsgruppe, som skulle se nærmere på forholdene for kvinder i danske fængsler. Resultatet blev en anbefaling om at oprette fængsel og arrestafdelinger udelukkende for kvinder. Kvindefængsel blev det dog ikke til i forbindelse med indgåelse af flerårsaftalen med Kriminalforsorgen (finanslovsforhandlingerne). Men der arbejdes på at finde løsninger, hvor kvinder kan afsone adskilt fra mændene og stadig tilbydes relevante resocialiserende aktiviteter.

Forskning i øjenhøjde

Jeg har med interesse fulgt debatten, som den tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen har sat i gang med bogen og filmen om sit liv. Hun er støtteperson for moren fra Brønderslev-sagen og besøger hende i fængslet, og da jeg læste om det, kom jeg til at tænke på beretninger, jeg hørte fra nogle af de mandlige fanger, jeg i sin tid mødte som psykolog i Anstalten ved Herstedvester. Det var til tider ret barske beretninger om voldsomme handlinger og overgreb, og det var noget af en mundfuld overhovedet at rumme det. Men ofte fik jeg skabt en god kontakt til dem, og det kunne være meget vanskeligt at begribe, at det menneske, jeg sad overfor, havde gjort noget så voldsomt, som han vitterlig havde.
Min pointe er, at vi ikke må gøre den juridiske dom over den strafbare handling til en fordømmelse af hele personen. Gør vi det, er der intet håb om forandring tilbage. Det har altid været en rød tråd gennem min forskning ikke at løsrive forståelsen af fangerne fra en indsigt i deres liv og omgivelser.
Som klinisk psykolog og forsker har jeg ofte været optaget af at forstå mennes-ker i udsatte positioner i samfundet. Jeg har lært, at det ikke nytter noget at tage udgangspunkt i mit eget middelklasse-værdisæt om det ”rigtige” liv. Det handler om at møde folk i øjenhøjde – også når det, vi ser, er grimt og vækker stærke følelser og foragt. Hvis vi vil have kontakt med mennesker, der lever i det, som Lisbeth Zornig Andersen har beskrevet som det ”normløse Underdanmark”, så skal vi møde dem med forståelse for, at det liv, de lever, langt hen ad vejen er det bedste, de har kunnet præstere. Det er vi nødt til for overhovedet at få adgang til deres tilværelser og for at opbygge den tillid, der er nødvendig, hvis vi skal hjælpe dem til at ændre noget i deres liv. Det har Zornig også fat i, og jeg synes, hendes idéer om, hvordan man kan få adgang til at hjælpe udsatte familier, er både tankevækkende og inspirerende.