Aarhus University Seal

AU brygger på nyt kæmpemuseum

Nu ser det ud til at blive virkelighed. Den længe omtalte fusion af byens naturvidenskabelige formidlingsinstitutioner er i gang – målet er et moderne museum i det tidligere Ceres-bryggeri.

Fotos: Lars Kruse | AU-foto


Hvis alt går efter planen, kan du om få år besøge et splinternyt naturvidenskabeligt kæmpemuseum på Ceres-grunden i Aarhus. ”Science City” vil være en fusion af fire naturvidenskabelige formidlingsinstitutioner i Aarhus: Naturhistorisk Museum, Steno Museet, Væksthusene og Herbariet. Ønsket om at skabe et moderne naturvidenskabeligt museum har eksisteret siden 1990’erne, men først nu ser det ud til at blive alvor med en principbeslutning i universitetets bestyrelse om tilslutning til at skabe et nyt naturvidenskabeligt videnscenter i centrum af Aarhus.
– En attraktiv beliggenhed midt i byen vil give museet langt større muligheder og langt bedre faciliteter. Jeg er helt sikker på, vi vil opleve et kvalitetsløft og dermed også en øget publikumsinteresse, siger tidligere dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet, Erik Meineche Schmidt, der nu har Science City som en særlig arbejdsopgave.

Stadig et stykke vej

På det nye museum kommer man til at kigge langt efter støvede montrer og teksttunge plancher. Science City skal nemlig formidle naturvidenskab under massiv anvendelse af moderne informationsteknologi. Projektet er stadig et stykke fra at have økonomien på plads. Derfor er Erik Meineche Schmidts optimistiske bud på en realisering af museet på Ceres-grunden i 2015. De organisato-riske ændringer kommer på plads tidligere.
– Vi er gang med at lave en organisatorisk sammenslutning af de fire enheder under det nuværende naturhistoriske museum. Fusionen kan være på plads allerede engang til sommer. Herefter går vi i gang med at skaffe penge til at bygge et nyt museum på Ceres-grunden, siger han.
Flytningen af Naturhistorisk Museum og Steno Museet til Ceres-grunden vil give universitetet en kærkommen sidegevinst, da det vil frigive museernes bygninger i Universitetsparken til andre formål.