Så går det løs.
Nu kan jeg ytre, at jeg har ”googlet en ny app på min smart-phone” – med hjerteligt samtykke fra den danske retskrivningsbibel.
    For nylig udgav Dansk Sprognævn en ny retskrivningsordbog, der er opdateret med nye ord (som jeg for overskuelighedens skyld markerer med kursiv).
    Ind kommer ord som sms og exitpoll. Ud går ”adelsbrev”, ”barfodssandal” og ”oaseged” (gedeskind til bogbinding).
    Som jeg ser det, giver de nye retskrivningsregler samfundet helt nye muligheder.
    I fremtiden kan erhvervsledere således roligt afholde medarbejdersamtaler for at benchmarke de ansattes omstillingsparathed.
    Skulle en medarbejder eller to så være lidt for tilbøjelige til at hænge ud i fredagsbaren med en julebryg og en heftig diskussion om regeringens seneste skatteskrue frem for at brainstorme kreative buzzwords til virksomhedens it-produkter, kan den kære erhvervsleder være proaktiv og elaborere en plan for firmaets næste jobrotation.
    Den rotation tilgodeser dog næppe den burka-klædte perker, som netop er spontanflygtet fra et obskurt diktaturstyre i Langtbortistan til fordel for en tilværelse blandt 5,5 millioner snothvalpe og snydepelse, tudefjæse og pivskider, båtnakker og andre erklærede jubelidioter i det danske vidensamfund, hvor den gennemsnitlige borgers hvilepuls kun overgås af hans alarmerende høje kolesteroltal.
    Et samfund, som også tæller den midtlivskriseramte kvindelige bonusforælder, der slæber sin bedre og særdeles metroseksuelle halvdel med til pilates og andre wellnessaktiviteter – alt imens hun omsorgssvigter sin drengerøv af et bonusbarn i et virvar af kaotiske skole-hjem-samtaler og dårlig samvittighed.
    Heldigvis for hende kan alle kvaler powershoppes væk og druknes i caffe latte og cupcakes, hvis konsumering i øvrigt kan omsættes til lidet livsberigende statusopdateringer om bagværk og cafébesøg.
Men giver de mange nye ord ikke også anledning til visse bekymringer?
    Jovist. Vores gamle gastronomiske kendinge – kartofler, brun sovs og stegt flæsk – føler for eksempel allerede den benhårde konkurrence om opmærksomheden fra nutidens tapas-elskende, chorizo-mæskende og smoothie-bællende danskere.
Og på reality-tv boltrer bimboer, alfahanner og andre linselus sig med kulørte ytringer som ”bitch, please fuck af” og ”jeg har fucket up”. Når de altså ikke lige har travlt med kinky aktiviteter som tungekysseri og blowjobs med deraf følgende kønsvorter.
    Jeg er dog fortrøstningsfuld. For selvom tsunamien af engelske udtryk skyller ind over de danske kyster, så lur mig, om ikke gode, gamle, gedigne skældsord som ”skøge” og ”fusentast” alligevel farver offentligheden fra tid til anden.
    Og hvis man er utilfreds med sprogets udvikling, kan man da heldigvis altid fatte keyboardet og blogge om sin indignation over danskernes lemfældige omgang med modersmålet. Et kollektivt sprogsløseri, der nu giver dovne danskere og analfabeter lov til at vælge frit imellem inden for og indenfor, akvarie og akvarium samt DVD og dvd.
    Når bloggeren så alligevel er i gang med at nedfælde sin profeti om det danske sprogs undergang, kan han eller hun i al sin patriotiske stolthed med rette mindes de nationalsymbolske sprogperler, som nådesløst blev syltet af Dansk Sprognævn og de øvrige danske sprogslagtere.
Oaseged – du vil blive savnet.