Aarhus University Seal

Det haster med ny karrierevej for de bedste

Hvis Aarhus Universitet skal tiltrække de bedste unge forskere, skal de tilbydes såkaldte tenure track som karrierespor, mener lederne af en række grundforskningscentre. Spørgsmålet er, hvornår de skal have tilbuddet.

Foto: Jesper Rais

Der skal kræses for de bedste af verdens bedste forskertalenter. Kun på den måde kan Aarhus Universitet tiltrække dem. Derfor haster det med at få indført det såkaldte tenure track – et karrierespor, hvor unge forskere i 5-6 år kvalificerer sig til en lektorstilling og til at få deres egen forskningsgruppe. Det mener en række ledere af grundforskningscentre ved Aarhus Universitet.
– Vi kan i dag lave forløb, der ligner tenure track, ved at kombinere forskellige stillingstyper, men stillingerne skal slås op hver gang, og det giver problemer i forhold til at rekruttere dem, vi allerhelst vil have, siger Niels Haldrup. Han er professor i økonomi og leder grundforskningscentret CREATES.
Også professor Leif Østergaard mener, at tenure track er meget vigtig.
– De, der gennemgår forløbet, ved præcis, hvad de skal præstere for at slippe gennem nåleøjet. Og på den måde får vi de bedste til Aarhus, siger professor Leif Østergaard, der står i spidsen for hjerneforskningscentret CFIN.
Leif Østergaard er også medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd, som for nylig opfordrede universiteterne til at bruge tenure track i en strategisk personalepolitik.

Amerikansk model?

På Aarhus Universitet indgår tenure track også i de overvejelser om talentudvikling, som et udvalg for tiden arbejder med. Men hvor de aarhusianske centerledere på det naturvidenskabelige område ønsker en amerikansk model med et 5-6-årigt forløb efter en postdoc eller et adjunktur, mener Niels Haldrup, at en fleksibel brug af postdoc- eller adjunktforløb skal være selve tenure track-forløbet. Samme spor er fællestillidsmand Finn Folkmann inde på.
– Det er fint at få mere faste rammer for forløbet frem mod en lektorstilling, og det er der allerede mulighed for, siger Finn Folkmann. Han mener ikke, der skal lægges yderligere 5-6 år oven på en postdoc- eller adjunktperiode.
– Disse ansættelsesformer, også i udlandet, bør indregnes i det samlede forløb, så man vurderes til fastansættelse 3-6 år efter en ph.d.-grad, mener fællestillidsmanden.