Aarhus University Seal

Du kender din hverdag bedre end rektor

Af Benjamin Bilde Boelsmand og Heidi Klokker Studenterrådet

Studiestarten har tydeligt vist, at store dele af Aarhus Universitet døjer med kaotiske konsekvenser af flytninger og omstruktureringer. Vores undervisning er ofte blevet flyttet eller aflyst, fordi ingen vidste, hvilke lokaler der var booket, de rusansvarlige har mange steder fået utilstrækkelig information, hvad der i sidste ende er gået ud over de nye studerende, og mange løfter om bedre forhold for studerende har været umulige at opfylde i overfyldte bygninger på Fuglesangs Allé og i Nobelparken. Disse problemer, og mange andre, er naturlige konsekvenser af ambitiøse omlægninger og nødvendige flytninger, som ikke kunne forudses, siger ledelsen. Det er bare ikke rigtigt! Vi studerende har længe råbt vagt i gevær, og uanset hvor højt vi har råbt, har ledelsen hverken lyttet eller stillet spørgsmålstegn ved deres egne handlinger.

Et eksempel på ledelsens manglende vilje til at lytte er den nyligt nedsatte task force på BSS. Denne skal arbejde med problemer fra studiestarten og beslutte, hvor fredagsbarer skal placeres. Task forcen består af 13 personer, men ledelsen har ikke kunnet finde plads til en eneste studerende, almindelig forsker eller ph.d.-studerende. Det er simpelthen for dårligt!
Der er ingen tvivl om, at ledelsen med rektor i spidsen har ansvaret for, at universitetet fungerer. Men at tro, at man kan lede et universitet, som man leder en pølsefabrik, er naivt og uholdbart. I stedet for at undvige de studerende burde ledelsen betragte engagerede studerende som en uundværlig ressource, der kan bidrage med indsigt om deres studier og derigennem forhindre mange af de problemer, vi har set.
Der er heldigvis enkelte gode eksempler på inddragelse af repræsentanter fra både studerende, forskere og administrationen til at løse et konkret problem. Forløbet omkring udviklingen af den nye universitetsavis kan hives frem som eksempel. At dette arbejde skete på Studenterrådets initiativ, viser dog, at inddragelse på universitetet er langt fra at være normen.
I Studenterrådet mener vi, at ledelsens manglende evne eller lyst til at inddrage studerende og forskere er universitetets største problem. Ikke fordi vi hellere vil sidde til møder med ledelsen end gå til forelæsning, men fordi det går ud over alle studerende, når der ikke lyttes. Derfor går Studenterrådet til valg på tre principbeslutninger.
For det første skal der sidde studerende i samtlige relevante arbejdsgrupper, så vi undgår studiestartens kaos. For det andet skal det være studerende selv, der bestemmer, hvilke studerende der skal sidde i arbejdsgrupperne. Vi kan ikke have rektor eller dekaner til at udpege tilfældige studerende uden demokratisk mandat. For det tredje vil vi have, at beslutninger tages så tæt på den studerendes hverdag som muligt. Ude på de enkelte fag, hvor man kender de konkrete udfordringer, finder man oftest de bedste løsninger.
Det er vores håb, at ledelsen en dag finder ud af, at de studerende rent faktisk kender deres hverdag bedre end rektor!


Valgdebat i UNIvers

Fra 26. til 29. november skal de studerende vælge repræsentanter til universitetets råd, nævn og udvalg.

I den anledning gør UNIvers særligt plads til debatten op til universitetsvalget. Har du et synspunkt eller en kommentar om valget, så send en mail til univers@au.dk. Deadline for indlæg til næste nummer er 12. november klokken 10.00.