Aarhus University Seal

En fremtid i Danmark?

Patricia Cuenca Martin er glad for sit studium, men absolut ikke for jobmulighederne i sit hjemland Spanien. Derfor overvejer hun, at blive længere i Aarhus end det planlagte år.

I hendes hjemland står cirka hver anden ung under 25 uden arbejde. Derfor overvejer 20-årige Patricia Cuenca Martin at starte en karriere udenfor Spaniens grænser. Foto: Jesper Rais.

Patricia Cuenca Martin smiler meget, når hun taler, og mens hun forklarer, hvorfor hun har valgt at flytte til det kolde og dyre nord fra det solbeskinnede Valencia ved den spanske middelhavskyst for at læse et år på medievidenskab.
Men i virkeligheden er der ikke ret meget at grine af som ung spanier.
– I Spanien er der kun ledige jobs på steder som McDonalds. Blandt andet derfor er jeg taget til Danmark for at forbedre mit engelske, så jeg har større chancer for at få et job i udlandet. Situationen derhjemme er sådan, at det er meget vanskeligt at få en god løn og i det hele taget se mulighederne for et godt liv i fremtiden, siger hun.
At det lige blev Aarhus Universitet, hun rejste til, har den simple grund, at Erasmus Mundus-programmet, som Patricia Cuenca Martin er en del af, lod hende vælge mellem Oslo, København og Aarhus. Men hun understreger, at hun er rigtig godt tilfreds med sit studieophold indtil videre.
– I Spanien er undervisningen mere teoretisk, mens den her i Aarhus er mere praktisk. Vi bruger mere tid ved tv-udstyret, og det er sjovere for os, men ligner også mere det, vi skal kunne for at få job, siger hun.
Patricia Cuenca Martin er glad for både organiseringen af studierne og velkomsten af de internationale studerende.
– Og så ligger niveauet på uddannelserne et sted, hvor det er til at følge med. Jeg havde frygtet, at jeg ikke kunne følge med i timerne, men det går okay. Det er ikke så svært, som jeg troede, siger hun.
I hendes hjemland står cirka hver anden ung under 25 år uden arbejde. Derfor kan den 20-årige spanier også sagtens se en dansk fremtid for sig – både næste år og længere ud i fremtiden.
– Indtil videre er jeg her kun et år, men jeg vil meget gerne læse et år til i Danmark, så jeg tager hele min kandidatgrad her. Og hvis jeg efterfølgende finder et job,
vil jeg meget gerne blive, for i Spanien er der ingen muligheder.