Facebook på godt – og ondt
Studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet kommunikerer mere og mere på kryds og tværs på Facebook. Men hvornår er den sociale netværksside god – og hvornår burde man i virkeligheden gøre noget andet?
Facebook er et godt redskab til mange ting, men det kan være svært at vide præcist, hvornår man skal bruge det relativt nye medie, og ikke mindst hvornår man ikke skal bruge det. Den slags overvejelser kan Mikkel Godsk, der er specialkonsulent i digitale medier ved Science and Technology, nikke genkendende til.
– Der, hvor vi virkelig kan se, at Facebook er god, er, når vi kobler nyheder med noget socialt. Det ville for eksempel ikke fungere, hvis vi bare sendte alle vores nyhedsfeeds ud, som de kom ind. De skal have en eller anden social relevans for brugerne af vores Facebookside – en målgruppe, der varierer enormt meget, lige fra den studerende og ansatte og til folk, der bare kommer til vores offentlige arrangementer en gang imellem.
– Netop opmærksomheden på målgruppen – eller måske målgrupperne – er en af de helt svære balancegange på Facebook, forklarer Mikkel Godsk, der er med til at udvælge, hvad der skal på Science and Technologys side. Vores Facebookside er jo meget bred i forhold til for eksempel siden for biologi. Omvendt er vi ikke det største fakultet i forhold til antallet af studerende. Vi prøver både at have noget med til den studerende og til dem, der er mere interesseret i forskning, og forsøger ikke at bombardere med noget af det, siger han.
God til studiestart
Facebooksiden for Science and Technology har nogle årlige højdepunkter, hvor mediet fungerer særligt godt.
– Vi har set en stor interesse i vores Facebookside op til studiestart. Vi har gjort meget ud af at lægge billeder og videoer ud før og omkring studiestart, og det har helt klart virket godt for de lidt nervøse nye studiestartere, der gerne vil se noget konkret om deres nye studiested. På den måde bliver de lidt online socialiseret, inden de er startet, siger Mikkel Godsk, der også fortæller, at der var stor interesse for videoer, der handlede om kapsejladsen tidligere på året.
Fællesskabsfølelse er kodeordet for Facebook, for det er det, mediet kan give, mener han.
– Siden er i en eller anden grad med til at samle mange studier under en hat og give noget fællesskabsfølelse til nogle mennesker, der jo har noget til fælles, men som ikke tænker så meget over det i det daglige. Der er ikke lagt nogen
systematisk linje overfor, hvordan det bliver brugt, men det er heller ikke sikkert, der skal det. Facebook skal måske have lov til at være den der lidt autonome størrelse, hvor alle kan komme med inputs.