Aarhus University Seal

Fedme er også et socialt problem

Danskerne bliver tykkere og tykkere. Hvis fedmeepidemien skal stoppes, kræver det ifølge ph.d. Anders Lindelof, at forskerne sadler om og begynder at kigge mere på sociale strukturer end på gener og stofskifte.

Danskerne bliver federe og federe, og det skyldes ifølge Anders Lindelof nogle strukturelle problemer i samfundet. ”Vi skal have børnene væk fra fjernsynene og lære dem glæden ved at bevæge sig.” Foto: Scanpix.
Anders Lindelof har netop forsvaret sit ph.d.-projekt, hvor han har fulgt en række overvægtige unge igennem et par år. Foto: Lars Kruse.

Anders Lindelof skiller sig ud fra sine kolleger på medicin. Før han trådte ind i kitlernes verden, havde han læst antropologi i seks år. Gennem hele sin studietid har han beskæftiget sig meget med fedmeproblematikken. Hans humanistiske baggrund har været med til at gøre ham kritisk over for den måde, der bliver forsket i fedme på.
– Vi har et problem, der i høj grad er et socialt problem, hvorfor er det så kun biomedicinere, der er med til at løse det? Det er problematisk, at forskningen fokuserer på, at fedme er et individuelt og biomedicinsk problem. Det kan det sagtens være. Men det er lige så meget et socialt fænomen. Det er et produkt af det samfund, vi har skabt, siger Anders Lindelof og henviser til termen ”obesogenic environment”, der beskriver nutidens samfund som et miljø, der fremmer fedme.

Forskning på tværs af fag

Ifølge Anders Lindelof er der brug for, at fedmeforskningen også foregår uden for laboratorierne. Det er efter hans mening ikke nødvendigvis i mikroskoperne eller i reagensglassene, at man finder værktøjerne til at knække fedmekurven.
– Jeg savner mere tværfaglighed. Man skal acceptere, at det her er et samfundsproblem, som flere videnskaber kan sige noget om. Derefter kan man begynde at kigge på, hvordan vi kan indrette samfundet, så folk får mere lyst til at bevæge sig. Jeg så gerne, at biomedicinerne åbnede op og inviterede æstetikere, antropologer, arkitekter og byplanlæggere ind, når man beskæftiger sig med fedme.
Anders Lindelof er positiv stemt over for den tankegang, som arkitekten Bjarke Ingels giver udtryk for i tv-reklamen for TryghedsGruppen. Her viser tegnestuestjernen, hvordan man kan tænke sundhed og byplanlægning sammen ved at lave busstoppesteder til gyngestativer og lygtepæle til motionsredskaber. Generelt mener Anders Lindelof, at forskningen bør have et mere anvendeligt fokus.
– Man kunne for eksempel tage Gellerup-planen. Fantastisk område med masser af grønne miljøer. Det bliver bare ikke brugt særlig meget, fordi folk sidder inde og ser fjernsyn. Hvorfor forsker man ikke i, hvordan man får børn væk fra deres fjernsyn og ud at røre sig? Jeg kunne også godt tænke mig, at man forskede i, om børn ville cykle mere, hvis de eksempelvis fik cykellygter og regntøj udleveret på skolen, siger han. 
Ph.d.-projekt understøtter kritik
Anders Lindelof har netop  forsvaret sit ph.d.-projekt, hvor han har fulgt en række overvægtige unge igennem et par år. Undervejs har han blandt andet været med dem på en slankelejr, som for de flestes vedkommende medførte et vægttab. Det var dog de færreste, der formåede at holde vægttabet. Arbejdet med de tykke teenagere har bestyrket ham i, at fedme handler om mere end det, biomedicinen kan belyse.
– De store vægttab har de ofte haft i forbindelse med en intervention, hvor der har været et socialt sammenhold. Hvor motivationen ikke har været den sunde handling i sig selv, men det primære har været det sociale fællesskab. Når de kommer hjem, står de alene med at skulle spise sundt og dyrke motion, hvilket de grundlæggende ikke bryder sig om. De mangler hele den motiverende faktor, der ligger i fællesskabet.

Ingen forandring forude

I juli kom det frem, at over 600.000 danskere er svært overvægtige. Det er flere end nogensinde før. Tallene gør Anders Lindelof endnu mere forundret over den fedmeforskning, han mener er alt for ensidig.
Det er skægt, at man i en disciplin, der forguder evidens, ikke har ændret kurs, når der absolut ingen evidens er for, at den nuværende tilgang virker. Det er sjovt, at man ikke siger ”Vi vil egentlig gerne bekæmpe fedmeepidemien, men vi har gjort det samme de sidste 40 år uden held, måske vi skulle til at tænke anderledes.”
Som tingene udvikler sig for tiden, tror den ph.d.-studerende ikke, at forskningen vil blive mindre laboratoriebaseret i fremtiden.
– Hele normsystemet og det sociale aspekt bliver stadig mere negligeret i fedmelitteraturen. Jeg synes, at det kunne være interessant at se på, hvordan man kunne indrette samfundet anderledes, men det kræver en forskningsmæssig ekskurs fra det nuværende paradigme. Det undrer mig, at vi slet ikke er på vej i den retning. Det går i høj grad i den modsatte retning.