Jeg har fået en ny titel, jeg er nemlig blevet SB’er. Det står for særligt berørt. Jeg er ikke særligt berørt af at være særligt berørt, men jeg er da berørt. Det er spændende, og det er min arbejdsfremtid, der står på spil. Jeg fik at vide, at jeg skulle i ønskerunden, fordi jeg er generalist og nu skal til at være specialist. Jeg forbandt ikke ønskerunde med, at jeg var uønsket, men snarere som en chance for at få et nyt ønskejob. Senere gik det op for mig, at jeg også skulle gå ned i charge. Det kunne de altså godt lige have sagt. Men i hvert fald må jeg vel så være særlig særligt berørt.

Jeg har ikke noget imod forandringer. Hvis jeg havde det, kunne jeg ikke arbejde på Aarhus Universitet. Jeg kan snart fejre ti års jubilæum på det tidligere teologiske fakultet, nemlig den 1. oktober i år – og det bliver måske samtidig startdatoen for et nyt arbejdsliv. Da jeg fik at vide, at jeg fik stillet en coach til rådighed til afklaring af mine kompetencer, blev jeg rigtig glad. Sikke en luksus at få lov til at beskæftige sig med sig selv og sine fortræffeligheder sammen med en professionel coach.

Kompetenceafklaringen startede med en temadag sammen med 19 andre SB’er og to coaches, der mange gange forsikrede os om, at det var i orden at være ked af det, men at vi skulle huske på, at vi ikke skulle fyres. Ked af det? Fyres? Det var slet ikke faldet mig ind. Til sidst begyndte jeg at spekulere på, om man kunne blive fyret. Det blev en lang dag. Først hørte vi om, hvor mange kompetencer en kogekone egentlig har. Det var mange. Derefter skulle vi have gruppearbejde fem gange, hvor vi skulle betro folk, vi ikke kendte, hvad vi følte ved processen. Det gad jeg godt nok ikke.

Ugen efter var der telefonkonsultation med coachen. På fem minutter blev vi enige om, at der ikke var sket noget siden sidst, og så fik jeg lidt lektier for til første personlige samtale. Jeg skulle skrive ti succeshistorier fra mit arbejdsliv. Uha, det bliver svært, sagde jeg til coachen, som havde fuld forståelse for, at det var svært at finde ti gode ting. Her måtte jeg korrigere. Det blev svært at udvælge de ti bedste historier fra mit snart ti-årige arbejdsliv på AU. Efter lidt overtalelse fik jeg lov til at skrive flere.

Jeg skulle lave en kompetenceprofil til det andet møde. ”Skarp profil”, sagde coachen, og jeg var også selv godt tilfreds. Indtil jeg fik at vide, at mit billede så underligt skævt ud. Det hedder en 3D-rotation, belærte jeg lettere fornærmet. Desuden ER jeg en skæv person, der kan finde på at vinkle min opslagstavle på kontoret, så den ligner en rombe. Så kommer der en masse mennesker ind på kontoret og spørger mig, om jeg godt ved, at min opslagstavle hænger skævt.

Mange har givet udtryk for, at de føler med mig, for hvor må det være hårdt at være i ønskerunde. Jeg er nok ikke en typisk repræsentant for SB’erne, for jeg synes egentlig ikke, det er så hårdt. Jeg har ikke noget imod forandringsprocessen, men jeg har været ked af uklarhederne undervejs. Jeg misunder ikke dem, der arbejder på højtryk med selve processen, og jeg er overbevist om, at ingen har forplumret forløbet af ond vilje eller for at genere mig og andre. Det husker jeg mig selv på, når jeg mærker frustrationerne melde sig. Tingene har skullet ske hurtigt, og så når man ikke at få det hele med i farten. Det kan jeg godt tilgive.

Det er fint, at AU stiller en coach til rådighed, men for mit eget vedkommende har jeg fået mere ud af at rådføre mig med min leder og mennesker, der kender mig godt. Jeg har talt med både berørte og særligt berørte kollegaer, og jeg har respekt for, at vi er forskellige og reagerer forskelligt. Jeg ved, at nogle er meget kede af og utrygge ved processen. Personligt har jeg valgt at tage let på forløbet og anlægge en til tider humoristisk tilgang til det, men det betyder ikke, at jeg ikke har forståelse for andres reaktioner og forsøger at støtte dem, så godt jeg kan.

Jeg har også haft mine dårlige dage, hvor jeg ikke kunne overskue tingene, blandt andet fordi ønskerundeprocessen er ret tidskrævende. Der er mange møder, megen information og vigtige deadlines. Samtidig har jeg et arbejde, der skal passes, og kollegaerne skal betjenes lige så godt som før. Det kan godt knibe med at være fokuseret, når de kommende forandringer rumsterer i baghovedet.

Nu er jeg begyndt at tænke mere på fremtiden. Jeg har udfyldt min ønskeskabelon og sat kryds ved tre stillinger, og så bliver det pludselig meget realistisk og klart, at jeg skal skifte job. Min sikkert helt naturlige reaktion – som coachen ville have sagt – har været, at jeg også er kommet til at tænke på, at jeg så slipper for nogle af de uinteressante opgaver i min nuværende stilling. Sådan nogle er der jo i alle stillinger.

Jeg vil føle stort vemod ved at forlade den dejlige arbejdsplads med de skønne TAP- og VIP-
kollegaer, som jeg i de sidste ti år har kaldt min arbejdsfamilie. Måske vil der også melde sig tanker om, hvorvidt jeg har valgt rigtigt, om jeg kan finde ud af de nye opgaver, og om jeg får nogle gode kollegaer. Men optimismen er i behold, og det er vel den bedste indgang til mit 11. arbejdsår på Aarhus Universitet. Titlen som SB er heldigvis kun til låns.