Undervisning

Højere uddannelsesniveau har i de senere år været et markant politisk ønske, og det har sammen med den generelle øgede satsning på forskning placeret universiteterne centralt i den politiske debat. Set ud fra både undervisningen og forskningen ved universiteterne er denne bevågenhed umiddelbart positiv, men den vitale vekselvirkning mellem forskning og undervisning bliver let samspilsramt i al denne aktivitet. Fokus på forskning som en vej til økonomisk fremdrift i samfundet giver en anden synsvinkel end undervisningens fokus på formidling af ”kendskab til videnskabens metoder og resultater” til fremtidens forskere og videnarbejdere. Økonomiske fordele for både samfund og institutioner her og nu er svære at takle, så fokus drejer bort fra undervisning, og første offer bliver forskningsbaseret undervisning.

Et universitet er forpligtet til at give forskningsbaseret undervisning ”indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder”. Det klares traditionelt ved undervisning givet af aktive forskere – i det mindste foregår undervisningen i tilknytning til et aktivt forskningsmiljø og tilrettelægges af aktive forskere. Kort sagt, viden præsenteres som udsprunget af forskning og som baggrund og forudsætning for den aktuelle forskning. Det er netop denne dynamiske og kreative tilgang til viden, som er kommet under pres.

Den mest åbenbare klemme inden for det enkelte universitet er mellem den krævede lokalstrategiske profilering af forskningen og den generelle dækning af faste discipliner inden for undervisningen. Formulering af lokale forskningsstrategier tager selvfølgelig udgangspunkt i de lokale kompetencer, men er i høj grad påvirket af mulighederne for at tiltrække de eksterne midler, der er afgørende for forskningens udførelse. Undervisningen finansieres i form af tilskud per student. Universitetets basisbevilling dækker udgifter inden for begge områder. Skævheden i denne situation er, at betydelige midler til forskning er konkurrenceudsat, hvorimod det direkte tilskud til undervisningen opleves som en underfinansiering. Resultatet er selvfølgelig, at universiteternes faglige udvikling de facto styres af den aktuelle forskningspolitik. Universitetets politik for faglig udvikling omfatter vel at mærke ansættelsespolitik, og en forsker, der ansættes ved et universitet, er også underviser. Undervisningen skal på den anden side sikre livslang holdbarhed af bachelorer, kandidater og ph.d.er, så de medvirker til frembringelse, formidling og anvendelse af fremtidige forskningsresultater. Konflikten opstår, fordi universiteterne bliver fanget mellem forsknings- og uddannelsespolitik. Forpligtelse til at opretholde et mere langsigtet forskningsberedskab, som skal sikre universitetets fremtid, er faldet ud. Undervisning og langsigtet forskningspotentiale trækker netop i samme retning.

Universiteterne er de institutioner, der skal holde hovedet koldt i den aktuelle malstrøm af politiske, økonomiske og forskningsmæssige forudsigelser af, hvad der bliver relevant for den fremtidige udvikling. Åbenbare nybrud skal selvfølgelig understøttes og udnyttes, men man må huske på, at de mest banebrydende resultater ofte er de mest uventede og overraskende. Derfor må man huske at skyde med spredehagl efter fremtidens nybrud, mens samfundet drager nytte af fortidens opdagelser.

Læs mere i Hvidbog 11 0g 12 på www.royalacademy.dk