I 1999 blev det verdensomspændende antidopingagentur, WADA, til. Organisationen blev fostret af dopingskandalen i det forrige års Tour de France, hvor en ansat på Festina-holdet blev taget med massive mængder doping på sig. WADA sigter efter en dopingfri elitesportskultur, men det mål bliver svært at nå ifølge manden bag flere bøger om doping, professor John Hoberman fra University of Texas.
– WADA er i en umulig position. De forsøger at regulere eliteidrætsudøvere på globalt plan for 26 millioner dollars om året. Det er ikke nok. Men det er faktisk ikke det største problem. Den største udfordring er, at elitesportsverdenen er for meget ude af kontrol til, at nogen kan regulere den, siger John Hoberman, der for nylig deltog ved en antidopingkonference på Aarhus Universitet.

Økonomi og politik presser kanylen

Der er en stærk forbindelse mellem elitesport og politik anno 2011. Det medvirker til, at atleterne udsættes for et pres fra politisk side om at levere resultater. Ifølge John Hoberman skyldes det politiske engagement i eliteidræt, at politikere gerne vil kædes sammen med sportslig succes.
– Politikere verden over antager, at deres politiske karrierer vil drage fordel af at blive associeret med succesfulde internationale atleter. Det gør diktatorer såvel som de demokratisk valgte ledere. Hvis landsholdet vinder VM i fodbold, er antagelsen, rigtig eller forkert, at det vil give en politisk fordel for den regering, der sættes i forbindelse med holdet. Det er vist aldrig blevet bevist, men sådan er antagelsen, siger John Hoberman, der fremhæver det gamle Østtyskland som et typisk eksempel på en stærk tilknytning mellem politik og sport.
Virksomhederne spiller også en hovedrolle på den sportslige scene i dag. Det gør de i særdeleshed i kraft af sponsorater, mener John Hoberman, der har en baggrund som historiker. 
– Sport er en multimilliardindustri. Den olympiske bevægelse er til dels et reklamebureau. Tænd for enhver fodboldkamp, og der er reklamebannere rundt om hele banen. Der er et gensidigt gavnligt forhold mellem virksomhedsverdenen og sportsverdenen. Sportsverdenen er faktisk blevet en del af virksomhedsverdenen, siger den amerikanske professor. 
Det er primært de stærke kommercielle og politiske kræfter, der gør det svært for John Hoberman at forestille sig en ren eliteidræt for fremtiden.
– Så længe, der er stærke incitamenter til at praktisere doping, er der bred enighed om, at doping i sportsverdenen vil fortsætte.

Dopingønsket har altid været der

Det er nærliggende at tro, at de mange dopingtilfælde i de senere år skyldes en dalende moralsk bevidsthed blandt atleterne. Men den forklaring holder ikke  i John Hobermans optik.
– Eliteatleter var mindre dopede, før der var effektive dopingstoffer. Men det skyldes snarere dårlige stoffer end et manglende ønske om at dope sig. Det ved vi, fordi mange af dem forsøgte. De havde værdiløse stoffer, men de havde den samme ambition. Det er ikke noget, der er almenkendt. Brugen af doping er forøget, fordi tilgængeligheden til effektive dopingmidler er forøget eksponentielt.
De virkningsfulde stoffer, som John Hoberman refererer til, har haft deres storhedstid i sidste halvdel af det 20. århundrede. Amfetaminen indtog cykelsporten i 50’erne, de anabole steroider blev fast inventar i omklædningsrummene i 60’ernes træningscentre, mens opdagelsen af EPO omkring 1990 formentlig har ændret cykelsporten for bestandig.

Ingen perfekt løsning

John Hoberman ser meget sort på muligheden for at udrydde doping i eliteidræt. Han kan ikke forestille sig, at der findes en kur mod brugen af doping.
– Et alternativ ville være at give op over for doping, men det er jeg ikke fortaler for. Jeg har ingen perfekt løsning. Jeg tror simpelthen ikke, at der findes en. Det er en uløselig situation. Det er umuligt, fordi incitamenterne for at skabe vindere er så stærke, at modsatrettede kræfter såsom WADA ikke har en chance for at nå deres mål. Man skulle reformere hele politiske kulturer i et utal af lande for at tage presset af landenes eliteatleter i håb om at overbevise dem om, at de ikke behøver at dope sig for at vinde.
Den amerikanske professor kan dog muligvis ane et glimt af lysere tider forude. Det skyldes til dels cykelsportens indførsel af det biologiske pas, som er en medicinsk profil på hver rytter og dennes aflagte dopingprøver. Et andet håb er, at der vil ske en mentalitetsændring blandt eliteatleter.
– Det store spørgsmål er, om professionelle atleter vil påtage sig en ny tankegang. Vil de afvise at bruge doping, som en lille gruppe af britiske cykelryttere er begyndt på? Den mulige konsekvens ved at afstå fra at bruge doping er at begrænse sig selv til at ”tabe”. Det vil formentlig være folk på doping, der vil vinde, men her bliver man nødt til at sige: ”Jeg har grunde til at være atlet, der overgår behovet for at vinde ved hjælp af doping.” Det er den skelsættende pointe. Håbet kunne være at få eliteatleter i dopingpåvirkede sportsgrene til at sige sådan. Så kunne disse atleter sætte en ny standard.