Dem, der har, skal få mere. Det gælder også i forskningsverdenen. Men nu lægger den kommende formand for bestyrelsen i Det Frie Forskningsråd (DFF), professor Peter Munk Christiansen, op til diskussion af, om dette matthæusprincip også skal gælde på helt samme måde, når de fem frie forskningsråd skal fordele omkring 1,2 milliarder kroner fra finansloven mellem sig.
– Matthæuseffekten er meget stærk, så jeg synes, det er vigtigt at diskutere, hvor meget DFF skal lægge sig i forlængelse af princippet om, at områder med store ekstrabevillinger også automatisk får flere penge i DDF, siger Peter Munk Christiansen, der kommer fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han afløser den 1. januar en anden AU-professor, Jens Chr. Djurhuus fra Institut for Klinisk Medicin, som har haft posten siden juli 2007.

Blik for mindre projekter

Fordelingsnøglen mellem forskningsrådene har gennem de seneste år været fastlåst for ikke at skabe for mange problemer i en tid med nedadgående bevillinger parret med forskydninger i fordelingsnøglen som en konsekvens af ændringer i det samlede forskningsvolumen.  
Men skal en ny fordelingsnøgle i højere grad tilgodese humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning?
– Det vil jeg ikke sige noget som helst om. Min rolle er ikke at repræsentere et bestemt videnskabeligt område, men den samlede frie forskning. Vi står med et nulsums-spil, og ingen ved, hvordan det ender. Men fordelingsnøglen skal overvejes, siger Peter Munk Christiansen, der siden 2009 har været formand for Det Frie Forskningsråd – Erhverv og Samfund, der i dag får godt 10 procent af DFF’s penge.
Der har de senere år været en tendens til færre, men større bevillinger fra forskningsrådene. Skal det fortsat være sådan?
– Jeg tror, at DFF vil tillade sig at leve med en vis skizofreni på det område. Nogle af de fem råd koncentrerer deres penge på færre projekter, og bestyrelsen selv giver også relativt store bevillinger i Sapere Aude-programmet. Men jeg deler den udbredte holdning i rådet, at det også er vigtigt at have blik for de mindre projekter på en halv million kroner eller mindre, hvor en lektor har et interessant projekt, som ikke kan få støtte hverken på sit universitet eller hos andre pengekasser.

Kun støtte til excellent forskning

Matthæuseffekten gælder jo også på det individuelle niveau. Skal der gøres noget ved det?
– Den mener jeg ikke, vi skal røre ved. Rådene støtter projekter, der kan betegnes som excellente, og som i forvejen har gode muligheder for at få støtte. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil lave om på det, men vi vil også støtte de excellente forskningsprojekter, som har dårlige muligheder for at få støtte fra andre kanaler.
Du overtager en pengekasse, som er skrumpet?
– Ja, og derfor ser jeg det som en meget stor opgave at overbevise omverdenen om, at Det Frie Forskningsråd har en meget vigtig rolle at spille som led i den forsknings- og innovationsmæssige fødekæde. Kagen må gerne blive større. Nogle mener jo, at både universiteternes basisbevillinger og puljen til DFF er penge til fri forskning. Det mener jeg ikke er helt rigtigt. Universiteterne bruger i stigende omfang basismidler som led i forskellige strategiske satsninger. De eneste helt ægte, frie midler, de kommer fra DFF, siger Peter Munk Christiansen.