Halvgammel dame i kælderen
Et sted under parkeringspladsen mellem Fysik og Kemi bor en dame ved navn ASTRID. Hendes krop er lavet af metal og flere steder iklædt et spaceoutfit af sølvpapir for at holde på varmen.
ASTRID er nemlig en partikelaccelerator: en maskine, som kan accelerere elektroner op i meget høje gear. Ved hjælp af magnetfelter kan elektronerne sendes i kredsløb med lysets hastighed inden i ASTRID, som har en omkreds på 40 meter. Elektronerne udsender lys, når de sendes rundt – både synligt lys, infrarødt, ultraviolet og røntgen, og dette lys bliver brugt til diverse eksperimenter.
For nylig var ASTRID en del af et stort gennembrud: Forsøget gik ud på at undersøge, om den forøgede skydannelse og opvarmning de sidste 10-15 år skyldes påvirkninger fra Solen (kosmisk stråling), eller om det er menneskeskabt.
– Vi brugte partiklerne inde fra ASTRID som simulation for kosmisk stråling. De blev sendt gennem et kammer med vanddamp, og man så, at noget af vanddampen kondenserede og blev til skyer. Det betyder ikke udelukkende, at det, der sker i atmosfæren, skyldes kosmiske partikler, men det kunne være det, siger centerleder Søren Pape Møller (t.h.), der her viser en del af ASTRID frem sammen med acceleratorfysiker Niels Hertel.
– Hun er jo omkring 20 år, så hun er en halvgammel dame i denne sammenhæng, griner de to og fortæller, at universitetet barsler med en større og smartere lillesøster til ASTRID i et tilstødende lokale.
– Vi satser og håber på, at vi har de første partikler i den nye ring allerede ved udgangen af året, siger Niels Hertel.
Søger i dybet ...
Universitetet har travlt med at finde "dybere sammenhænge" i overensstemmelse med mottoet "Søger i dybet den faste grund", men hvad er der egentlig dernede? UNIvers har været på eventyr i kældrenes dyb.