Aarhus University Seal

Ikke flere timer, men større indsats

Af Ivanna Rosendal, stud.soc. på 10. semester, erhvervsøkonomi som hovedfag, retorik og formidling som hovedfag, meritfag på biologi

Studerende bruger for få timer på deres studier. Som en, der har været ved tre ud af fire hovedområder på Aarhus Universitet, er det et emne, jeg kan tale med om. På naturvidenskab tvivler jeg på, at man finder mange studerende, der ikke bruger nok tid på deres studier. Der er mange skemalagte timer, og laboratorierne benyttes ofte om aftenen. Det er meget vanskeligt at passe et studiejob ved siden af denne arbejdsbyrde.
På samfundsvidenskab er der en del skemalagte timer, men også mulighed for at arbejde ved siden af studierne. På humaniora har jeg oplevet ni timer om ugen som det højeste, og de fleste studerende arbejder over 15 timer ved siden af studierne.

Uanset hvor mange timer man får stillet til rådighed, er det afgørende dog, hvad man gør med tiden. På humaniora oplevede jeg, at de studerende ikke mødte forberedt op til de ni timer om ugen, så underviseren var nødsaget til at resumere stoffet. Mange benyttede sig heller ikke af muligheden for at være i studiegruppe eller aflevere opgaver i løbet af semesteret. 

Min mest positive oplevelse var på ASB i et fag, der hedder Project Management. Forelæseren holdt ikke en eneste forelæsning selv. Al arbejde med teksterne var lagt ud i studiegrupperne, og det var eksplicit, at det var op til os at danne mening ud fra faget. Underviseren var mere vores coach i processen. Hver gruppe mødtes med hende jævnligt, og hun gav indspark til vores erkendelsesproces. Denne arbejdsform gav afkast i form af et højt gennemsnit ved eksamen, og at de studerende selv tog ansvar for læringen.

Det gode er jo, at metoden kan overføres til andre fag og studier. Selv uden indblanding fra underviseren. På humaniora kunne de studerende tage ansvar for egen læring og danne mening af teksterne før undervisningstimerne. Undervisningstimerne kunne bruges på at nå et højere refleksionsniveau over stoffet. Så behøver man ikke flere timer på humaniora. Man behøver en øget indsats fra de studerende.