Kvantemekanikkens stemme får Danmarks største forskerpris
Han sammenligner kvantecomputere med brudebuketter og bølgefunktioner med violinstrenge. Fysikprofessor og formidler Klaus Mølmer modtager Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning.
Når Klaus Mølmer beskriver sin forskning til lægfolk, siger han, at han ”cykler i en kvantemekanisk verden”. En verden, der fascinerer ham med dens hjernevridende paradokser og fundamentale betydning for fysikken.
Den 23. januar blev han belønnet for sin forskningsindsats med Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning.
– Det er helt fantastisk. Det er måske svært at forstå, hvis man ikke selv arbejder med at få indtægter og udgifter i forskningsprojekter til at gå op, men årslegatet kan give mig ro i sjælen de næste mange år, fordi jeg kan bruge det som en slags smøreolie til at få mine projekter til at hænge sammen, siger Klaus Mølmer om forskerprisen på 2.500.000 kroner fra Villum Fonden.
Det er tredje gang på fire år, at en AU-professor får prisen.
Niels Bohr og brudebuketter
Klaus Mølmer satte sit første aftryk på den moderne fysik i starten af 90’erne, da han sammen med to franske forskere udviklede den såkaldte Monte Carlo-bølgefunktion. I den genindføres Niels Bohrs berømte kvantespring i kvantemekanikken.
– Da kvantemekanikken fremkom i 1920’erne, erstattede den Bohrs atommodel og beskrev, hvordan atomet udsender lys støt og roligt i stedet for i pludselige spring. I vores teori springer elektronen igen, men nu sker det, fordi vi ser lyset – det abrupte kvantespring finder sted som en konsekvens af målingerne. Så føler man pludselig, at man 100 år efter er i dialog med Bohr, smiler Klaus Mølmer.
I dag bruges Klaus Mølmers arbejde både teoretisk og eksperimentelt over hele verden, blandt andet i arbejdet med at udvikle kvantecomputere.
Han er desuden en begejstret og entusiastisk formidler, der ikke lader sig bremse af, at kvantemekanikken for mange er et intellektuelt maratonprojekt. Det beviser han på Folkeuniversitetet, på gymnasier, i bogen Kvantemekanik: Atomernes vilde verden, og når journalisterne ringer.