Af  Dorthe Berntsen
Professor, Psykologi

I døren stod smilende tutorer i selskabstøj og overrakte hver ny studerende en hybenrose. Alle fik et personligt ”velkommen” og blev ledt hen til et bord i kantinen, hvor de mødte resten af deres hold. Der sad vi så og sagde egentlig ikke så meget. En ældre studerende gik rundt i forvasket T-shirt og hæleløse træsko og klimprede en hjemmekomponeret sang på sin guitar. Temaet var fred. Teksten var norsk og ja, en del blev ganske givet improviseret på stedet. Hiroshima, Nagasaki, sang han med stor alvor, alt imens han forsøgte at få kontakt til de nye studerende. Så dukkede institutlederen endelig op og bød os velkommen.
Den tid, der fulgte, var en tid med mange nye ord. Helt almindelige ting fik et nyt navn. En påvirkning var en stimulus. I flertal hed de stimuli. En person var et subjekt. En anden kunne være et objekt, afhængig af relationen. Subjekt-objekt-forbindelser var noget, der hørte dagligdagen til.
Man vænnede sig til ordene. De sivede ind. På et tidspunkt begyndte de endda lidt forsigtigt at komme ud af ens egen mund. Havde man brug for at lægge lidt afstand til ordene, kunne man slutte sig til de mange lokumspoeter, som havde leget frit med ordene på væggene i toiletterne. Der stod for eksempel ”Skizofrene nihilister – vi er flere, end vi tror.”
Ét ord blev brugt rigtig meget. Det var fotokopiering. Det var naturligvis ikke et nyt ord. Men det var noget nyt at bruge så meget tid på det.
Noget af pensumlitteraturen var man nødt til at kopiere. Andet kunne man nøjes med bare at kopiere dele af (store dele kunne med andre ord springes over), og endelig var der også en del, som man slet ikke behøvede at bekymre sig om at læse.
Der var halvandet år til den første (hjemme)eksamen. Man kunne tage det helt roligt …
Der var masser af tid til at interagere.