Aarhus Universitets økonomi er grundlæggende sund, og universitetet vil samlet set formentlig opleve en vækst næste år på omkring 6 procent. Det fremgår af det budget for 2011, som Aarhus Universitets bestyrelse nikkede ja til den 16. december på deres sidste møde inden jul.
– Hvis vi sammenligner os med vækstraterne i andre dele af den offentlige sektor i disse tider, er seks procent endog meget fint. Vores særlige udfordring er, at vi ikke kender alle vores økonomiske grundvilkår ret langt ud i fremtiden, siger universitetsdirektør Jørgen Jørgensen.
En af de helt store blinde pletter, når man skal sætte den økonomiske fremtidskikkert for øjet, er, at globaliseringsforliget, der blandt andet sætter rammer for flere milliarder kroner af den danske forskningsstøtte, ophører om kun et år. Og at der stadig er politisk usikkerhed om, hvad der så skal ske.

Håber på nyt, bredt forlig

– Pengene er der. De er sat af på Videnskabsministeriets budget. Det, vi ikke ved, er, hvordan de bliver udmøntet. Derfor lægger vi budget for 2012 og 2013 ud fra, at vi som i dag vil få rundt regnet hver fjerde offentlige forskningskrone. Men det giver da en vis usikkerhed, siger Jørgen Jørgensen.
Universitetsdirektøren slår fast, at næste års budget og de medfølgende budgetoverslag for årene efter blev godkendt uden bemærkninger af en enig bestyrelse. Og han mener, at universitetet må leve med usikkerheden om især tiden efter 2011 indtil videre.
– Alle universiteter håber på et nyt, bredt forlig som globaliseringsforliget, der giver ro flere år ud i fremtiden. Men realistisk set kræver det nok et folketingsvalg, inden det kan blive forhandlet på plads og vedtaget. Så det må vi vente på, siger han.

Flere bånd, der binder

En anden udvikling, der gør budgetlægningen til en større udfordring, er ikke ny. Tendensen har nemlig gennem flere år været sådan,  at flere og flere af universitetets forskningsmidler gives som såkaldte strategiske forskningsmidler, der er øremærkede til bestemte områder, frem for de mere frie basisforskningsmidler, som hidtil har været kendetegnende for fordeling af midler til universiteterne.
De strategiske midler har den konsekvens, at forskningen i højere grad bliver prioriteret efter, hvad politikerne og de store fonde finder interessant, og samtidig giver det en skæv vækst, hvor nogle områder udvider, mens andre må spare.
– Selvom vi samlet set er i vækst, har nogle forskningsområder sidste år oplevet nedskæringer, og at det kan virke paradoksalt for den enkelte medarbejder, forstår jeg godt. Derfor håber jeg også, når forliget kommer, at det giver flere basisforskningsmidler og færre øremærkede pengebeløb, så retningen for forskningen kan prioriteres af universiteterne og tæt på de faglige miljøer, hvor det gøres bedst, siger han.