Tyrkiet, den 20. oktober 2000. Flere hundrede politiske fanger stopper med at spise i protest mod en tvangsflytning til et topsikret fængsel, hvor de skal placeres i små enkeltmandsceller.
122 af fangerne – hovedsageligt tilhørende en ulovlig marxistisk organisation – ender med at sulte sig ihjel.

Deres langsomme selvmord er ikke desperate, affektive handlinger, men er del af en kalkuleret politisk strategi i kampen for at genvinde kontrollen over deres eget liv.

Adjunkt i politisk teori Banu Bargu fra universitetet The New School i New York har studeret fænomenet. Hun er selv oprindeligt fra Tyrkiet og har mødt flere af fangerne.

Hun er taget til Aarhus Universitet for at tale ved sociologikonferencen ”Troubled Identities”, der sætter fokus på moderne menneskers identitetskriser.

Retten til livet

– I dag skal regeringen sikre de optimale levevilkår for mennesket, og derfor har vi i nyere tid set opfindelser som vaccinationsprogrammer og forsikringer – altså at staten tager livets opretholdelse i sine hænder. Men det lægger grunden for et modsætningsforhold mellem staten og individet. Individet kræver suverænitet over sit eget liv, forklarer Banu Bargu.

Teorien hviler på den franske filosof Michel Foucault og hans tanker om biopolitik. Det vil sige statsreguleringer af det biologiske liv: offentligt sundhedsvæsen, asylpolitik, fødevarereguleringer, rygepolitik osv. Alt, der har at gøre med at sikre ”det gode liv” for mennesket. Under enevælden bestod magten i at kunne bestemme over liv og død – i dag består magten i at bestemme over selve livet.

– Det tyrkiske eksempel viser, at selv om landet er demokratiseret, så består suverænen – nu blot i hænderne på folket. Magten er blevet kollektiv, men den er der stadig og påvirker folks liv, fortæller Banu Bargu, der i 2007 tog sin ph.d. på Cornell University i samme emne.

Fjenden skal gøres føjelig

Teknikker som selvmordsangreb og selvbrænding bliver også brugt i moderne krigsførelse for at modsætte sig en stærkere overmagt, der forsøger at knække moralen.

– I dag er krigene flyttet ind i byerne, på markederne og i moskeerne. Den identificerbare front er væk. Derfor bruger man i stedet biopolitiske teknikker. Man bomber infrastruktur, brønde og madforsyninger, mens man opretter flygtningelejre og tager krigsfanger. Krig bliver ”humaniseret”, mens fjenden dehumaniseres, siger Banu Bargu.

Fjenden skal nedbrydes og gøres føjelig, men ikke dræbes. Det var også målet for den tyrkiske regering med fangeflytninger. De politiske aktivister skulle transformeres til at være tro samfundsborgere blandt andet ved at fratage dem muligheden for at interagere med hinanden.
Trods sultestrejken var aktionen forgæves, om end den skabte stor mediebevågenhed, og fangerne blev flyttet. Sådan går det som regel, for menneskelivet er typisk et ret ineffektivt politisk våben
– i hvert fald på den korte bane.