Svar:
Jesper Sørensen, lektor i religionsvidenskab:

– Naturkatastrofer fascinerer os af en række forskellige årsager. De er et udtryk for menneskets magtesløshed, og der er noget fascinerende over afgivelsen af magt til noget ikke-menneskeligt, måske særligt i en moderne tidsalder, der er præget af en hidtil uset teknologisk kontrol. Når træerne vælter, strømmen går, og adgangen til elektronisk kommunikation afbrydes, sendes vi nærmest tilbage i en urtilstand. Katastrofer giver os også en følelse af sammenhold. De fører til, at vi rykker sammen om den ydre trussel.

Hvorfor personificerer vi orkaner ved at give dem navne?
– Vi har en tendens til at se katastroferne som en slags menneskelige agenter. Vi giver personnavne til store storme og taler om dem, som om de ”handler” i verden, og at det derfor ikke er tilfældige udtryk for naturlove, der er på spil. Vi har tilsyneladende en spontan tendens til at se dramatiske ændringer i vores omgivelser som udtryk for handlinger, hvor der altså er en handlende agent, og ikke blot som tilfældige begivenheder. Det er ikke tilfældigt, at de fleste kulturer i verden har opfattet naturkræfter som enten guddommelige i sig selv eller som udtryk for en guddommelig vilje. Det er altså nemt at anskue katastrofer som handlinger foretaget af agenter med overmenneskelige kræfter.

Hvordan har mennesker typisk forklaret naturkatastrofer?
– Voldsomme begivenheder, der berører folks liv, førlighed og ejendom, forbindes ofte med vores moralske forestillinger. Hvad enten man anskuer en orkan som Sandy som et udtryk for en straffende Gud eller som et resultat af menneskets uansvarlige omgang med verdens naturressourcer, forbindes begivenheden med moralske anskuelser. Vi ved, at moral i særlig grad optager mennesker, og at vi har en spontan tendens til at anskue tilfældige begivenheder i verden med moralske briller. Når naboen vinder i lotto, er det enten rimeligt eller urimeligt, fortjent eller ufortjent. Religionshistorien er fyldt med forestillinger om den ultimative katastrofe, verdens undergang, og disse forestillinger er næsten altid anskuet som et resultat af menneskets moralske forfald. Katastrofer anskues altså som et overmenneskeligt svar på menneskets kollektive moralske handlen.