Michael Svarer er en flittigt brugt ekspert i medierne. Han udtaler sig om finanskrisen, beskæftigelsen, statsbudgettet og andre nationaløkonomiske sager, for han er en idealistisk ekspert, der gerne ”vil hjælpe offentligheden,” hvis han altså kan.
– Jo tættere på min egen forskning, jo gladere er jeg for at stille op. Men nogle gange spørger de om noget i kanten af ens snævre fagområde, noget fra litteraturen eller måske bare noget, man følger med i, og så bliver det en afvejning af, hvor godt man føler sig klædt på, siger professoren.
Han afstod for eksempel fra at kommentere på gældskriserne i henholdsvis USA og Grækenland.
Til gengæld viger han ikke udenom, fordi stoffet bliver politisk betændt. Sådan blev det ellers udlagt i forrige uge, da han sammen med kollegaen Torben M. Andersen fik tolket sine udtalelser i retningen af, at han gav sig selv mundkurv på i den kommende valgkamp af frygt for at blive associeret med den ene eller anden politiske lejr.
– Hverken Torben eller jeg havde tænkt os at sige, at vi slet ikke ville tale med nogen.

Holdninger eller vurderinger

I stedet ville han gøre opmærksom på, at når han udtaler sig som ekspert, så er det med rod i faglighed – ikke i partisympatier.
– Dybest set er det jo fint nok, at nogen siger, at de er uenige. Men oftest bunder kritikken i misforståelser, fordi folk har svært ved at se fagligheden i udtalelserne. De tror, jeg giver udtryk for en holdning. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, men nok uundgåeligt, forklarer Michael Svarer.

Ret og pligt til at forske

Selvom han bliver misforstået, og selvom han oplever det som reglen mere end undtagelsen, at udtalelser bliver drejet x antal grader i medierne, så tager han telefonen hver gang. Så længe det ikke går ud over hans forskerarbejde, og her opstår for ham et stort dilemma som ekspert.
Tidligere fik han henvendelser et par gange om ugen, men medieinteressen er steget i takt med valgfeberen. I dag modtager han flere henvendelser dagligt, og journalisterne ringer fra klokken seks til langt ud på aftenen.
– Det er svært både at passe medierne og passe sit arbejde, for det er to forskellige arbejdsformer. Som forsker har man nogle gange behov for at sætte tre timer af til koncentreret arbejde. Så planlægger man møder udenom. Men til journalisterne kan man ikke sige: ”Ja, jeg har afsat tid til jer onsdag fra 13-14.”