Året er 1864, og i den gamle stiftelse for enker og gammeljomfruer, Eilschous Boliger, er præstejomfru Christiane på 23 år ved at tænde op i brændeovnen. I det, der er datidens svar på et socialt boligbyggeri, bor hun sammen med sin mor, præste-enken. Da varmen begynder at brede sig i den mørke stue, sætter hun sig hen til dagslyset for at folde små, røde roser af crepet silkepapir.
– Det er juleroser til juletræet. Jeg har fået overtalt mor til, at vi skal have et træ, selvom hun mente, at det var noget hedensk noget.
– Skal Fruen også have et juletræ? Hun kigger spørgende på en af de mange nysgerrige gæster, der kigger indenfor i stuen. Men da en ældre mand iført vinterhue træder indenfor, bliver tonen skarpere.
– Herren skal lige tage hatten af indenfor! formaner hun den ældre herre, der ikke tør andet end at parere ordre.

Fra 2012 til 1864

Bag det blågrønne krinolineskørt og den bly udstråling gemmer teologistuderende Marie Munk Povlsen sig. Et par gange om ugen efterlader hun iPhone og andre moderne bekvemmeligheder i Den Gamle Bys medarbejdergarderobe og rejser omkring 150 år tilbage i tiden.
– Vores roller står i vagtplanen, og jeg veksler mellem tre karakterer: kokkepige i Købmandsgården, mobilaktør og så præstejomfru Christiane. Især i rollen som Christiane kan jeg trække på min viden om kirkehistorie fra teologistudiet, fortæller Marie Munk Povlsen, der har arbejdet som historieformidler i Den Gamle By i halvandet år.
Til hver rolle hører en lille baggrundsfortælling, som Marie Munk Povlsen kan støtte sig til, men ellers improviserer hun på et sprog, som emmer af gamle dage.
– Det handler om at formidle historien, så den bliver vedkommende for de mennesker, der besøger Den Gamle By, og det er jo også relevant at kunne formidle på en vedkommende måde som præst, så på den måde er arbejdet studie-relevant for mig. Men ellers kan jeg også meget godt lide, at det er noget helt andet end studiet. Man kan godt få nok af teologisnak, og så er det rart at komme herned. Her er så mange kolleger, og folk er stort set altid i godt humør, fortæller hun, inden hun igen må træde i karakter som præstejomfruen Christiane.

Yndlingskarl

Udenfor i vinterkulden trasker Lars Gårdskarl med raske skridt hen over de toppede brosten, der denne morgen er pudret med et tyndt lag sne.
– De er tugtet godt, de børn, så stille de er, lyder det fra ham, da han passerer en flok særdeles velopdragne børnehavebørn på tur i Den Gamle By.
Kursen er sat mod Købmandsgården, hvor Lars Gårdskarl bor i karlekammeret og forsyner køkkenpigerne med friskkløvet brænde og vand fra pumpen i gården. Han sørger også for enkerne i Eilschous Boliger og fortæller historier til børn og barnlige sjæle i Købmandsgården om eftermiddagen.
Medicinstuderende Chris Amdisen på 25 har her til morgen krænget den sorte læderjakke af og er trukket i de uldne klæder og den grønne, uldne lue, der hører til rollen som Lars Gårdskarl.
– Han er nok min yndlingskarakter. Noget af det bedste er at sidde i skumringstimen og fortælle historier til dem, som vil høre. Jeg har også stor frihed i rollen og kan bevæge mig rundt i byen, fortæller Chris Amdisen, der har arbejdet i Den Gamle By i fire og et halvt år og efterhånden kan spille alle de mandlige karakterer.
– Jeg startede hernede, lige inden jeg begyndte på medicinstudiet, og nu er jeg i gang med min femte jul. Det er fedt, fordi det aldrig er det samme. Rollerne skifter, og gæsterne er forskellige. Og så er vi en stor flok unge, som arbejder hernede, så det er også et meget socialt sted at arbejde, fortæller han.

Lærer at formidle

Mens mange af hans medstuderende supplerer SU’en ved at våge ved de syge på hospitalerne, foretrækker Chris Amdisen studiejobbet som historieformidler.
– Her lærer jeg at formidle både via rollerne, og når jeg har rundvisninger eller skoleforløb, og den erfaring kan jeg bruge, når jeg skal formidle medicinsk viden til patienterne og gøre det vedkommende og personligt for dem. Inden for medicin taler vi om de syv lægeroller, og her er formidleren og kommunikatoren en af dem, fortæller Chris Amdisen, der lige nu er i praktik på en medicinsk afdeling.
Både Chris Amdisen og Marie Munk Povlsen finder studiejobbet ret ideelt.  
– Det er meget fleksibelt og kan let tilpasses eksaminer og opgaver. Op til jul og i sommerferien kan man nemt få fuldtidsarbejde, og så er det jo bare rigtig sjovt, forklarer Chris Amdisen. Ydermere er de enige om, at det er meget sjovere end at sidde ved kassen i et supermarked eller at sælge magasinabonnementer.    
Kulden, som bider denne vinterdag, kan heller ikke få dem til at ønske sig et mere traditionelt studiejob. For selvom de ikke må iføre sig nymodens vinterklæder af goretex eller fleece, så kan man godt gemme et sæt skiundertøj under dragten, smiler Chris Amdisen.