-Jeg er ansat på hospitalet, men føler mig også som universitetsmand, og der er jeg i øvrigt også ansat. Der er ingen grænser mellem universitetet og hospitalet. De hænger sammen som ærtehalm. Og det ser jeg som vores helt store styrke og en af de vigtige grunde til, at vores afdelinger klarer sig så godt.
Sådan siger Søren Laurberg, der både er professor i tarm-kirurgi ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og samtidig overlæge ved Aarhus Universitetshospital og derudover klinisk koordinerende professor i hele abdominalsektoren på hospitalet.
Selvom det måske giver lidt lange jobtitler, når man både har sin gang på universitetet og hospitalet, er fordelene store og mange, forklarer Søren Laurberg.
– I det daglige arbejde er det helt afgørende, at man har en forståelse for, at man både har en behandlingsopgave og en uddannelses- og undervisningsopgave. Samtidig er der forskningen, som er med i det hele. Forskningen er den vigtigste måde til både at optimere den aktuelle behandling og finde nye og endnu bedre behandlingsmetoder. Og alle de opgaver løses bedst i fællesskab, siger han.

Andre skændes

Det tætte samarbejde er ikke nogen selvfølge, forklarer han
– Gamle mænd som mig er rundt og se en masse internationale hospitaler. Og her taler de hele tiden om, hvor vanskeligt det er at kombinere klinikken med forskningen og universitetet. De står og skændes med hinanden, og jeg har set steder, hvor de havde lokaler, hvor der på den ene dør stod "universitetets" og på nabodøren stod "sygehusets". Hos os er det fælles, og de steder, hvor universitetet og hospitalet endnu ikke er én enhed, efterspørger de ansatte, at de skal være det. Det fremmer talentudviklingen og hele ånden, siger han.
Søren Laurberg forklarer, at samarbejdet mellem universitet og hospital er blevet klart bedre i de år, han har været ansat.
– Hele forståelsen er blevet mere udtalt. At vi har brug for hinanden og derfor hele tiden efterspørger hinandens input. Det synes jeg er meget positivt, siger han.