Aarhus University Seal

Sikkerhedschef: Tag data-kopi

Første etape i universitetets nye awareness-kampagne om informationssikkerhed skal lære både ansatte og studerende at tage backup. Ellers kan data forsvinde uden varsel, forklarer it-sikkerhedschef.

Foto: Scanpix

Du møder på arbejde, og din computers harddisk er stået af. Alle dokumenter, som ikke er gemt på universitetets fællesdrev, er væk, og vigtige deadlines og tidsplanen for dagens arbejde risikerer at ryge samme vej.
Det sker aldrig for mig, tænker de fleste. Men universitetets it-sikkerhedschef Ole Boulund Knudsen slår fast, at alle helt akut kan få brug for en backup af deres vigtigste data – og når skaden først er sket, kan det være meget svært at få de kostbare dokumenter tilbage.
– Vi har haft situationer, hvor en harddisk med uvurderlige data står af uden varsel og ikke umiddelbart kan genoprettes. Eller topforskeren, der kigger væk i 40 sekunder i lufthavnen og pludselig mister sin bærbare og de sidste års forskningsresultater. Derfor har vi valgt at lade sikkerhedskopiering af data være emnet for vores første kampange fra informationssikkerhedsudvalget, forklarer han.
Men Ole Boulund Knudsen mener i virkeligheden, at både medarbejdere og studerende godt ved, at backup er vigtigt – de får det bare ikke gjort.
– Jeg tror, de fleste tænker, at backup er noget, man gør i morgen, når der er tid. Og når skaden sker, bliver man pludselig klar over, at man nok burde have gjort det i går, siger han.
Informationssikkerhedsudvalget planlægger over de næste måneder en række andre kampagner, der sætter fokus på it og sikkerhed.




 

Sådan tager du backup

Er du ansat på universitetet, kan backup gøres meget enkelt ved at arbejde på de tildelte personlige netværksdrev i stedet for på computerens harddisk. Her sørger it-afdelingerne automatisk for løbende backups, så der selv ved store it-nedbrud som i efteråret hele tiden er ekstra kopier af alle dokumenter.

Er du studerende, kan du sende vigtige dokumenter til dig selv, hvis du har en webmail som hotmail eller Gmail. Du kan også oprette en konto hos et af de mange firmaer, der gratis eller mod betaling stiller serverplads til rådighed på nettet – f.eks. dropbox.com.