Aarhus University Seal

Studerende laver bæredygtig skraldespand

Med fokus på at bevare vores naturressourcer har seks studerende udviklet en prototype på en bæredygtig affaldsløsning til Handelshøjskolen.

Foto: Lars Kruse | AU-foto
Eventen CO10 blev afholdt den 2. december på Handelshøjskolen. Her ses Vindergruppen, der arbejder med New Product Development i faget Innovation Management.

-Jeg synes, det er vigtigt at tænke på, at vi kun har de naturressourcer, vi har. Hvis verden skal hænge sammen, må vi finde løsninger, hvor vi kan genbruge dem, ellers løber vi tør, siger Jesper Weltz.
Vi er til bæredygtighedseventen ”CO10” på Handelshøjskolen. Kandidatstuderende fra Innovation Management står bag arrangementet, hvor blandt andre de studerende udstiller bæredygtige produkter, de har udviklet.
Jesper Weltz er en af de studerende, som har et projekt. Sammen med sin gruppe har han udviklet et affaldssystem, der gør, at vi bedre kan genanvende vores affald.

Opdelt skrald

Selve skraldespanden er en slags ”skranke” med hjul på, så den kan trækkes ud fra væggen og tømmes fra bagsiden. Den har fire afdelinger i hver sin farve. Grøn er til organisk affald. Blå er til papir. Restaffald – det affald, som falder uden for kategori – fylder mest og har fået farven sort.
Det sidste afsnit, som er hvidt, har et hul til genanvendelse af plastikflasker og et lille afløb, hvor brugeren kan hælde resten af sit vand ud, inden flasken kasseres. Afløbet løber forbi en potteplante, som også er integreret i skraldespanden, og som på den måde bruger restvandet.
– Planten er desuden en fredslilje, som er kendt for at være meget hårdfør. Det gør derfor ikke noget, hvis man skulle finde på at hælde resten af sin kaffe i det lille afløb, siger Jesper Weltz.

Viden er den største udfordring

Skraldespandens største udfordring er brugeren. Produktet virker ikke på en bæredygtig måde, så længe affaldet havner i de forkerte poser.
Gruppen er ved at undersøge, hvor gode folk er til bedømme, hvordan de skal sortere affaldet. Desværre viser det sig, at de fleste ikke er så gode til det, som de tror.
– Skraldespanden er nødt til at støttes af en kampagne, der kan uddanne folk og gøre det gennemsigtigt, hvilken effekt det har, når de sorterer affaldet, siger Jesper Weltz.
And the winner is …
Idéen til skraldespanden udsprang af opfordringen fra projektet Grøn ASB om at udvikle bæredygtige produkter, som kan bruges på Handelshøjskolen. Til CO10 ville Grøn ASB udvælge det projekt, de mente havde mest potentiale til at blive videreudviklet og implementeret på Handelshøjskolen – og vinderen blev Jesper Weltz’ gruppe.
– Vi vurderede dem til at have det projekt, som bedst kunne bruges i Grøn ASB, og vi regner med, at de skal indgå i den projektgruppe, som skal arbejde med affaldssortering, siger Mette Gebauer, som er projektleder i Grøn ASB.


Grøn ASB

Grøn ASB er et delprojekt under Handelshøjskolens strategiske tema for 2009-2012 ”Bæredygtig vækst via innovation”. Det fokuserer på, hvordan man kan gøre driften og administrationen mere energibesparende og miljøvenlig.
Læs mere om Grøn ASB