Svært at nå fra forskning til tavlekridt
DPU er med i global tænketank om uddannelse, der i år ser på, hvordan forskningsresultater kan komme ud og virke i praksis.
Videnmobilisering.
Det er temaet, når de ti ledende nationer inden for uddannelsesforskning mødes i Canada til sommer.
Danmark er repræsenteret ved DPU, hvor prodekan for formidling Claus Holm har skrevet det danske bidrag ”Mobilizing knowledge in Denmark”. Helt firkantet sagt, handler temaet om, hvordan man sikrer forbindelsen mellem den pædagogiske forskning og den undervisning, som sker ude i klasseværelserne til gavn for eleverne. En udfordring, man bakser med i mange lande, og ifølge Claus Holm er det også en vanskelig sag i Danmark, hvor vi har to forskellige institutionstyper, der er optaget af pædagogikken. Dels universiteterne, som leverer uddannelsesforskning og forskningsbaseret undervisning, og dels professionshøjskolerne, som udvikler og udbyder videregående uddannelser. De to systemer skal samarbejde. Men det har ikke været så ligetil.
– I stedet for et gnidningsfrit samarbejde, har vi ikke mindst tidligere haft en konflikt mellem de to institutioner. Professionshøjskolerne har groft sagt ment, at universiteterne bedriver unyttig elfenbensforskning ude af trit med den pædagogiske praksis, mens universiteterne har slået på kvaliteten ved at kunne levere forskningsbaseret viden og undervisning til forskel fra professionshøjskolerne, forklarer han.
Som Claus Holm ser det, har konflikterne fået lov at lamme en mere omfattende videnmobilisering i Danmark. Og han peger på, at konflikterne bunder i forskellige tilgange til, hvad viden overhovedet er for en størrelse.
– Den ene tilgang er at tænke vertikalt. Det er universiteternes tradition, hvor niveauer og grader i forhold til viden er afgørende. Den anden tilgang er at tænke horisontalt i vidensformer, der står ved siden af hinanden. Professionshøjskolerne har især insisteret på den sidste ved at kræve et ligeværdigt samarbejde mellem forskere, professionsuddannelser og praksis.
Pligt til samarbejde
Samarbejdet mellem universiteterne og professionshøjskolerne har i en årrække været overladt til en tro på dialogen og den ligeværdige samtale mellem de to institutionstyper. Men ifølge Claus Holm har det ikke ført de store konkrete resultater med sig.
– I en dansk sammenhæng er det helt afgørende, at vi får en helt anden og større politisk opbakning til et forpligtende samarbejde, for ellers sker den nødvendige videnmobilisering ikke. Og det gælder, uanset om vi diskuterer behovet for en ny forskningsbaseret læreruddannelse eller om en massiv efter- og videreuddannelse af danske lærere og pædagoger, siger Claus Holm.
Ifølge Claus Holm er der tegn på, at man fra politisk side godt kan se, at dialogen og den ligeværdige samtale mellem de to systemer ikke sker af sig selv, men at der skal stilles mere kontante krav om samarbejde eller bakkes mere konkret op om det.
– Samfundet er et andet i dag. Vi er med professor Ove Kaj Pedersens begreb ved at skabe en ”konkurrencestat”. Se bare på ordet ”videnmobilisering”, det har også en mere kontant klang end ”videndeling”, som vi ellers har benyttet. Det betyder, at politikere er optaget af at sikre velfærdsstaten på nye betingelser – og en af måderne at sikre den på er at bidrage til resultatgivende samarbejdsaftaler mellem professionshøjskolerne og universiteterne.
ialei – global tænketank for uddannelse
Forbilledet er World Economic Forum.
En tænketank om økonomi på verdensplan, som de store nationer, verdensfirmaer og andre internationale agenter lytter til og lader sig inspirere af. Med andre ord en tænketank, der har stor indflydelse på samfundsudviklingen, både nationalt og internationalt.
Siden 2007 har ti lande været med i IALEI, International Alliance of Leading Education Institutes, heriblandt Danmark, repræsenteret ved DPU, der også leder det internationale sekretariat for organisationen.
- Vi har de samme udfordringer inden for uddannelse, hvad enten vi bor i Kina, Sydafrika eller Danmark, fortæller Arne Carlsen, der er executive director for IALEI og international direktør på DPU.
- I en tid med øget konkurrence og fokus på viden som en af motorerne for vækst, er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi sikrer, at så mange som muligt får en uddannelse. Vi skal samtidig sørge for at differentiere undervisningen og sikre en undervisning, der tager højde for den multikulturelle sammensætning, som er virkeligheden i en del klasseværelser. Så der er mange fælles emner at tage op, siger han.
I år kigger IALEI så på begrebet videnmobilisering. Det handler om, hvordan man sikrer, at forskningsresultaterne når ud over rampen og ind i læreruddannelserne. Ifølge Arne Carlsen er det en generel problemstilling i medlemslandene at få den kobling til at fungere, også i Danmark.