Kære Lars Holm, Niels Kryger, Charlotte Palludan, Laura Gilliam, Eva Gulløv, Jakob Krause-Jensen, Ida Winther, Sally Anderson, Karen Valentin, Kirsten Marie Bovbjerg, Signe Pildal Hansen og Jesper Olesen.

Tak for jeres henvendelse.

I skriver – med henvisning til rapporten ”Follow the Money” – at det er jeres klare indtryk, at der er blevet kanaliseret flere og flere midler til organisatoriske omstruktureringer, fusioner, opbygning af centrale ledelsessekretariater og administrative systemer.

Først og fremmest er det vigtigt at gøre opmærksom på, at ledelsen på Aarhus Universitet sammen med ledelserne ved de øvrige danske universiteter klart har meldt ud, at man ikke er enig i de udregningsmetoder eller konklusioner om administrationsudgifter, som anføres i rapporten ”Follow the Money”.

Når det er sagt, så er det korrekt, at Aarhus Universitet har brugt flere penge på administrative opgaver i forbindelse med de store fusioner, og at universitetet har investeret i nye og tidssvarende fælles administrationssystemer, der opfylder de forventninger, man har til drift af universiteter i dag.

Men på trods af store udgifter til fusioner er Aarhus Universitets administrationsudgifter ikke steget mere, end de er ved andre danske universiteter, og sammenligner man universiteternes administrative omkostninger, ligger Aarhus Universitet i den lave ende. Samtidig skal det understreges, at vi med etableringen af de nye hovedområder og en reduktionen i antallet af institutter har taget hul på en omlægning af universitetets administrative struktur.

Det er korrekt, at DPU i dag betaler cirka 30 millioner kroner eller cirka otte procent af DPU’s årlige omsætning til hovedsagelig vedligehold af bygninger og fællesadministration, herunder administration af medarbejdere, studerende, ledelse, kommunikation m.m. De øvrige otte tidligere hovedområder betaler på tilsvarende måde til den generelle drift af universitetet efter den samme fordelingsnøgle, som universitetet har vedtaget. Der er altså ikke tale om en ”skat”, som overføres til Aarhus, men om en pulje, der bruges til at drive og vedligeholde hele universitetet, herunder campus Emdrup.

I anfører også i brevet, at forskning og uddannelser er blevet nedprioriteret af ledelsen. Dette er ikke korrekt. Forskningsaktiviteten og STÅ-tilvæksten har aldrig været større på Aarhus Universitet. Det fremgår klart af de nøgletal, som universitetet fremlægger hvert år (se også www.au.dk/om/profil/nogletal). Samtidig er ledelsen gentagne gange gået i brechen for uddannelserne, fordi de nuværende STÅ-indtægter slet ikke er dækkende for de udgifter, som universitetet har eller ønsker at bruge til uddannelse. For at afbøde dette problem kanaliseres i dag cirka seks procent af de voksende forskningsindtægter over til uddannelserne.

Det er korrekt, at vi har en klar ambition om, at DPU skal hæve sin STÅ-produktion. DPU’s udfordring er til stadighed, at en stor del af de studerende er professionsbachelorer, der sideløbende med en videreuddannelse på DPU har mange andre forpligtelser socialt og arbejdsmæssigt. I 2010 fik DPU imidlertid sin første bacheloruddannelse, som har været en stor succes. Det store optag var bl.a. med til at forhindre en del af de varslede besparelser, som DPU stod overfor. Samlet set er den store efterspørgsel på såvel bachelor- som kandidat- og masteruddannelser udtryk for, at DPU er et yderst attraktivt uddannelsessted, hvor man har styrken til at mestre et udbud af uddannelser til grupper med forskellige udgangspunkter og tilsvarende forskellige udfordringer.

Det er i lyset af denne udvikling og DPU’s styrke, man skal se ledelsens ønske om at uddanne endnu flere kandidater og bachelorer. DPU er en meget vigtig del af det nye Aarhus Universitet, som vi nu gennem den faglige udviklingsproces ønsker at gøre endnu stærkere ved at udnytte det store fælles udviklingspotentiale, universitetet har.