Aarhus University Seal

Tjek din stemmeret, og stil op

Om halvanden måned skal de studerende igen vælge repræsentanter til universitetets mange råd, nævn og udvalg. Og selvom der stadig er lang tid til universitetsvalget den 26.-29. november, er det en god idé allerede nu at begynde at tænke på uni-valget, hvis man vil være sikker på at kunne stemme – eller måske endda har en lille studenterpolitiker i maven.

Illustration: Louise Thrane Jensen

Tjek din valgret inden 24. oktober

Den 11. oktober opslår valgudvalget listerne over alle stemmeberettigede studerende på au.dk/valg.
Her kan du se præcist, hvilke råd, nævn og bestyrelser du har stemmeret til. Det er en god idé at tjekke, om du står registreret rigtigt – især, hvis du tager fag på flere hovedområder eller studier.  

 Stil op inden 9. november – og gerne før

Hvis du har lyst til at stille op til valget, kan du gøre det fra den 26. oktober til den 9. november. Det er dog en god idé at aflevere opstillingslisten så tidligt som muligt i opstillingsperioden, så eventuelle fejl kan nå at blive rettet, inden fristen udløber. Læs mere på au.dk/valg om at stille op – og kontakt eventuelt dit nuværende lokale studienævnsmedlem, hvis du gerne vil vide mere.

Bliv aktiv, og hør mere om studenterpolitik

Man behøver ikke nødvendigvis blive valgt til noget for at kunne gøre sin indflydelse gældende. På mange studier og hovedområder findes der fagråd og universitetspolitiske grupper, der mødes for at diskutere, hvad de gerne vil have ændret på studiet og universitetet. Hvis du vil vide mere om studenterpolitik, kan du kontakte medlemmerne af dit lokale studienævn eller akademisk råd – eller en af de studenterpolitiske organisationer.

 


Se, hvor der – måske – mangler studenterrepræsentanter

Ved valget for et år siden var der en række områder, hvor det ikke var muligt at finde studerende til de lokale råd, nævn og udvalg. Det er ikke sikkert, at der mangler repræsentanter de samme steder i år, men står ens studium på listen, er det nok en god idé at tjekke inden 8. november, om der er fundet repræsentanter denne gang.  

Se hele listen

 


Valgdebat i UNIvers

UNIvers gør særligt plads til debatten op til universitetsvalget. Har du et synspunkt eller en kommentar om valget, så send en mail til univers@au.dk.
Deadline for indlæg til næste nummer er 22. oktober klokken 10.00.

Se i øvrigt deadlines for debatindlæg på www.au.dk/univers/deadlines