Efter at have deltaget i germanistik-kongressen med titlen ”Sprog og kulturer i (inter)aktion” ved Aristoteles-universitetet i Thessaloniki den 25.-28. maj føler jeg mig opildnet til at knytte en kommentar til grækernes storsindede måde at håndtere akademiske og økonomiske krisesituationer på. Det er på alle måder et eksempel til efterfølgelse.

I løbet af denne konference spørger en kollega og jeg, hvor mange studerende det lokale tysk-institut har, og svaret falder prompte, i øvrigt på perfekt tysk: 1.200 studerende, 26 fastansatte undervisere. Vi blegner lidt ved disse imponerende tal og bliver pinligt berørte, da vi selvfølgelig bliver stillet det samme spørgsmål om forholdene i Aarhus. Mens der i Thessaloniki starter 180 tyskstuderende per årgang, starter der kun cirka 40 i Aarhus.
Under buffeten den første aften lægger jeg også mærke til, hvor godt tysk de studerende taler. Da jeg måske nok er fordomsfuld over for sydeuropæiske humanister, spørger jeg, om det er repræsentativt, og bliver overrasket over at høre, at man i Grækenland mange steder begynder at lære tysk eller fransk ved siden af engelsk allerede i 3. klasse. Tyskstudiet i Thessaloniki, forsikrer man mig, er ikke nemt for unge grækere. Mange gennemfører ikke studiet, og man skal læse tysk og kun tysk i fire år.

Demokratisk studiemiljø

Ligeledes er studiemiljøet levende og demokratisk. Det vrimler med aktive studenterpolitikere på campus, da de universitetspolitiske partier har faste standere i hovedbygningen, og væggene i hovedbygningens to store auditorier er bemalede med anarkis-tiske scener og slagord (!). Om det sidste må man mene, hvad man vil, jeg er selv overrasket og lettere bekymret – om end ikke andet vidner det om engagement.
Så vidt jeg ved, stemte kun lidt over 15 procent af de aarhusianske studerende ved sidste valg til bestyrelsen. Det er dybt foruroligende, at ingen, jeg selv medtaget, efterhånden lader sig provokere af officielle AU-hjemmeside-overskrifter som ”Verdens bedste universiteter er ikke demokratiske” i en artikel, der roser universitetsreformen af 2003 og nytten af eksternt udpegede bestyrelser (http://www.au.dk/om/nyheder/nyhed/artikel/verdens-bedste-universiteter-er-ikke-demokratiske).
I et samfund som forenings-Danmark, der normalt hylder nærdemokratiet og medbestemmelsen, er det dog et bemærkelsesværdigt synspunkt – specielt i disse tider, hvor så mange eksterne (”professionelle”) bestyrelser i bank- og universitetsverdenen har spillet totalt fallit. Måske burde vi også i dette tilfælde kigge sydpå: Det er en kendt sag, at sydeuropæiske studerende har protesteret langt mere indtrængende mod kapitaliseringen af universiteterne end de danske.

Midt i en krisetid

Den økonomiske krise er emnet for en del af foredragene, bl.a. har nogle tyske og græske studerende ved hjælp af diskursanalysen kortlagt Grækenlandsbilledet i Tyskland. Ikke helt uvigtigt i en græsk kontekst, al den stund Angela Merkel holder nøglen til Grækenlands økonomiske fremtid.
Da jeg spørger en anden lokal germanist, hvordan det går instituttet økonomisk, svarer hun, at det går temmelig elendigt. Men det var faktisk hele grunden til, at man arrangerede en konference i Thessaloniki. I en krisetid vælger man at handle: Kongressen har over 100 talere, niveauet er højt, og der satses stærkt på at knytte nye kontakter. Det er en imponerende handlemåde.
I Danmark er universitetsledelserne godt i gang med at opstille en diskurs for humanvidenskaberne, der hedder, at ”afvikling er udvikling”: for at overleve må man langsomt afmontere sin egen kernefaglighed og bytte den ud med tvungen tværfaglighed og vidtløftige kommunikationsstudier.
I Grækenland, som er hårdere ramt af krisen end Danmark, gør man det modsatte: Man opruster kulturelt, søger om midler og stabler et imponerende arrangement på benene.
Efter konferencen holder jeg et par dages ferie med min kæreste. En af dagene vil vi på stranden, men kommer med den forkerte bus ud til den lille fiskerlandsby Herakleia en times tid uden for byen. Den næste bus kommer først samme aften, så vi spiser på den lokale grill. Engelsk er fuldstændigt ukendt for de lokale, og vi kan næsten ikke noget nygræsk. Det er heldigvis ikke noget problem, for to af de tilstedeværende græske mænd taler et fremragende tysk.
Selvfølgelig gør de det.