Den nyligt vedtagne universitetslov giver universiteterne mulighed for at oprette uddannelser med valgfrie eller obligatoriske udlandsophold. Ifølge ministeren selv er det ud fra et ønske om at få flere studerende til at tage på udveksling. Spørgsmålet er dog, om ikke man kunne få flere af os til at tage på udveksling ved at tage hånd om de hindringer, der ligger i vejen i dag.

For os at se er den primære hindring den komplekse og tidskrævende ansøgningsproces. Udvælgelse af udvekslingsaftale og universitet samt efterfølgende udvælgelse og forhåndsgodkendelse af studieprogram er for mange en uoverskuelig opgave. Særligt når man ikke just står med fritid tilovers, hvilket de færreste gør. Her falder mange, der ellers kunne have draget store faglige og personlige fordele, fra.
En anden hindring er den information, man får. Det er meget forskelligt, hvad studerende på forskellige institutter får at vide. Nogle bliver inviteret til halvårlige møder, hvor der oplyses om muligheden for at tage på udveksling. Andre får præsenteret muligheden for at tage på udveksling som en del af kandidatintroduktionen. Fælles er budskabet: ”Du kan tage på udveksling, men reglerne afhænger af hvor, hvornår og hvordan, så det må du undersøge, hvis du skal af sted”. Det virker for de stærkeste studerende, men resten må trække på skuldrene og opgive på forhånd.

Reglerne er komplicerede, og det vil kun skabe yderligere forvirring at oplyse alle om alt. Hatten af for International Centre, der gør sit bedste for at hjælpe – både på deres hjemmeside og ved personlig henvendelse. Det ændrer dog ikke ved, at det kræver et anseeligt antal interessetimer at komme på udveksling, og mange af disse timer bliver brugt på at genfinde de samme informationer.

På Naturvidenskab havde vi, indtil for få år siden, et begreb kaldet fagpakker. En fagpakke var 30 forhåndsgodkendte ECTS, som et institut udbød. Enhver studerende fra et andet institut kunne så vælge at tage disse som en del af deres uddannelse. Forhåndsgodkendelsen betød, at alle studerende, stærke eller ej, havde mulighed for at vælge en fagpakke uden at skulle gennem et større bureaukratisk projekt.

Er der nogen god grund til, at man ikke indfører noget lignende for udveksling? Altså udbyder et antal udvekslingspakker i samarbejde med udenlandske universiteter.
En pakke behøver ikke at være særlig omfattende for at være en stor hjælp. Pakken kan fx indeholde 30 forhåndsgodkendte ECTS, inklusive kursusbeskrivelse, ved et bestemt universitet under Erasmus. Hvis jeg ønsker at benytte mig af tilbuddet, vil pakken indeholde et ansøgningsskema med relevante oplysninger, fx ansøgningsdeadline og praktiske informationer. Sådannne pakker ville gøre udveksling tilgængelig og overkommelig for langt flere studerende, end det er i dag.
Der vil altid være brug for, at man kan skræddersy et udlandsophold. Udvekslingspakkerne skal derfor ikke erstatte muligheden for at gå sig egen vej, men skal være en hjælp til de studerende, der synes, at ud-landsophold ellers virker uoverskueligt.