Aarhus Universitet har fået en ny organisationsmodel. Navnet er matrix, og den er både tidskrævende og kræver masser af koordinering.
Til gengæld passer matrix-modellen ind i en verden, der bliver mere og mere kompleks. Og den sikrer, at man går efter de bedste løsninger, hver gang en opgave skal løses. Derfor er Matrix navnet på den organisationsmodel, der lige nu rulles ud globalt i mange af verdens allerstørste
firmaer.
– Det nye er ganske enkelt, at det nu er opgaven, der bestemmer, hvilke medarbejdere der kan løse den. Man bringer forskellige fagligheder sammen, så de kan supplere hinanden, og sætter så det bedste hold – hver gang.
Sådan beskriver professor Børge Obel den nye organisationsmodel, som Aarhus Universitet har indført, og som lige nu er ved at blive implementeret i både de faglige og de administrative områder.
For nogle medarbejdere i administrationen betyder det blandt andet, at man vil opleve at være projektleder på én opgave og almindeligt medlem af arbejdsgruppen på en anden opgave.

Løsninger findes på tværs

Børge Obel har blandt andet forsket i organisationsteori og er forfatter til flere bøger om emnet. Han var for nylig inviteret som oplægsholder om matrixmodellen ved et seminar for de administrative ledere på AU.
Her oplevede han blandt andet, at mange ansatte lige nu føler sig forvirrede omkring, hvad det egentlig er for en model, universitetet har indført, og måske heller ikke helt forstår, hvorfor det er nødvendigt at lave om på den måde, tingene fungerede på før.
– Men det er nødvendigt, når nu universitetet har et formuleret mål om at finde løsninger på de store udfordringer i verden, de såkaldte global challenges som for eksempel overbefolkning, klimaforandringer og fødevaremangel, siger Børge Obel.
For at finde løsningerne må man nemlig tænke på tværs af traditionelle fagligheder og arbejde interdisciplinært, og det gælder ikke kun inden for forskning og undervisning, fremhæver han.
– Hvis vi virkelig skal gøre en forskel og mene det her for alvor, så skal vi jo hver gang sætte det bedste hold i forhold til opgaven. Det vil sige, at vi også må tænke på tværs af ”plejer” inden for administrationen, når vi for eksempel arbejder med rekruttering af de allerbedste danske og internationale forskere og studerende, forklarer Børge Obel.

Den reelle fusion sker nu

Børge Obel understreger, at der også er en anden vigtig pointe med at indføre den nye organisationsmodel. I virkeligheden sikrer modellen nemlig også den egentlige fusion af de tidligere hovedområder. Selvom de ni fusionerede hovedområder også før var en del af det samme universitet, herskede der i virkeligheden ni meget forskellige kulturer, og hvis et af hovedområderne for eksempel var suveræne til at skabe et godt studiemiljø, så blev den praksis ikke nødvendigvis overført til de andre.
– I en matrixorganisation derimod er vi alle sammen afhængige af at koordinere på kryds og tværs og på den måde sikre, at vi deler den samme viden. Det betyder selvfølgelig mange møder og er dermed tidskrævende og derfor dyrt, men det gavner så i forhold til, at vi for eksempel får kendskab til best practice og kan indføre den på tværs af universitetet, forklarer Børge Obel.
Men som professor Børge Obel også påpeger, er matrixmodellen jo ikke den eneste forandring, Aarhus Universitet gennemlever lige nu.
For at blive en sammenhængende organisation skal der for eksempel også indføres fælles strukturer som blandt andet de bærende it-systemer.
– Det er derfor, forvirringen er ekstra stor lige for tiden. Vi laver alle forandringer på én gang: både struktur og it. Men der er ikke bevilget ekstra ressourcer til universitetsfusionerne og de deraf følgende omstillinger, så vi er i virkeligheden i gang med at gøre det umulige: at opretholde sikker drift, samtidig med, at alt bliver lavet om, lyder det fra Børge Obel.

Universitetets rolle i en ny verden

Børge Obel er dog overbevist om, at de mange omstillinger er rigtige, for der skal ske forandringer, hvis universitetet skal leve op til sin nye rolle som en af samfundets væsentligste drivkræfter.
– For bare 25 år siden var situationen en helt anden. Universitetet levede meget mere isoleret fra omverdenen, mens vi i dag er en integreret del af samfundet, som der forventes meget af. Samtidig er verden blevet mere kompleks, og derfor er vores opgaver mere komplekse – og måden, vi løser dem på, må nødvendigvis afspejle dette, siger han.
Men det kræver mere end en ny organisationsmodel at gøre universitetet mere udadrettet og optaget af at finde svar på de globale og samfundsmæssige udfordringer, understreger professoren. Vi skal også ændre kulturen og mentaliteten inden for murene.
– Hvis ikke alle føler ejerskab for at tage fat på verdens udfordringer, så dur matrixmodellen ikke. Den kræver, at vi vil arbejde på tværs og er parat til løbende at indgå i nye projekter – og ikke være fokuserede på ”plejer”. Matrixmodellen gør hele tiden op med ”plejer”, og det er dens styrke, men selvfølgelig også en indbygget skrøbelighed ved modellen, lyder det fra Børge Obel.

En matrixorganisation

En matrixorganisation er en organisation, hvor projekt-organisationen er det fremherskende element som overbygning på en faglig gruppering.
De enkelte projektgrupper dannes for at løse et konkret problem, der kræver forskellig faglig indsigt. De enkelte medarbejdere bruger en del af (eller hele) deres arbejdstid på projektet, og der er en projektleder, der koordinerer arbejdet.