Af Vibeke Hjortdal
Professor, dr.med., Klinisk Institut

Det var dog helt andre bekymringer, der fyldte tankerne: Var studievalget det rette? Mareridt om at komme for sent til en forelæsning, fordi jeg ikke kunne finde rundt i skemaer, institutter, universitetspark eller Aarhus. Skulle jeg stige ind i forenden eller bagenden af bussen? Og var det ikke bare afslørende pinligt at spørge om? Kunne økonomien og evnerne række? Bestod jeg forprøven? Mange af de medstuderende virkede overtjekkede og havde styr på sig selv, læsegrupper, studieplaner, karrierevalg og bogindkøb.
Læsegrupperne valgte hurtigt sig selv og hinanden som rundboldhold i folkeskolen. De nye indtryk var skræmmende, de mange tykke bøger overrumplende, og savnet af brødre og forældre stort. Boligen var et værelse i en kontorbygning, og om vinteren kunne jeg se Aarhus havn, når jeg gnubbede frosten af rudens inderside.
Forprøven blev bestået, og Universitetsparken, institutterne og de medstuderende blev hjemmebane. Forskrækkelsen over, at man ikke kunne klare sig ved at lytte i timerne, lagde sig.
Studerende hang ud på Anatomisk Institut eller ud af vinduer på besatte institutter i bredriflede brune fløjlsbukser, fuldskæg og islænder – i oprør mod stigende adgangskrav og dumpeprocenter.
De samme, engang så unge, rebeller nøjes nu med at bz’e topstillinger som cheflæge, sygehusleder og i Sundhedsstyrelsens top.
Lang tid før Harry Potter gjorde kapper moderne, aflagde sidemanden til højre og til venstre og jeg lægeløftet for den stadig kappeklædte dekan. Løftet om arbejdsløshed måtte vi skyde en hvid pil efter. Lægemangel gør, at vi nu må arbejde ud over pensionsalderen. Mine mareridt handler fortsat om at komme for sent – nu på den anden side af katederet.