– Velkommen til Bork Vikingehavn, siger Jannie Christensen og slår ud med armene mod Frilandsmuseet. Det småregner, og mosekonen har sat godt gang i tågeproduktionen. På nogle små, græsklædte volde ligger en række vinduesløse hytter, nogle af træ, andre med lerklinede vægge. Det er koldt og fugtigt, mørket har sænket sig, lidt som man kunne forestille sig, det ville være inde i en af lerhytterne. Jannie Chris-tensen læser middelalder- og renæssancearkæologi og er i gang med sit praktikforløb, der går ud på at undersøge, hvordan det har været at bo i et hus i vikingetiden.

Taget: den ukendte faktor

Parkeringspladsens grus knaser under Jannie Christensens solide vandrestøvler, da hun viser vej hen til projektets hovedperson: en lav, aflang hytte, som er en rekonstruktion af en vikingehytte. Men vandrestøvlerne er også det eneste, der signalerer, at Jannie Chris-tensen ikke er en fast bestanddel af stedet.
– Vi forsøger at bebo huset så autentisk som muligt. Derfor har vi tøj på, der er lavet af samme materialer som dengang, vi laver mad over bålet og sover og arbejder i huset. Det giver de mest realistiske målinger, forklarer hun.
Hun åbner døren ind til huset. I det første rum er der meget mørkt, og Jannie Christensens ånde er tydelig, da hun undervejs fortæller om sit forsøg. De huse, man har fundet fra vikingetiden, har været fire sammenklappede vægge, hvor taget er gået til, så man ved ikke præcis, hvordan huset har set ud. Men taget er en vigtig faktor for indeklimaet. For eksempel kan en skorsten, et hul i taget over bålet og lyrehuller, som er små lufthuller med skodder, der kan vende alt efter vindretningen, gøre store forskelle for temperatur, røgudvikling og lysforhold inde i huset.
– Jeg måler også, hvor sundhedsskadeligt det er at bo i sådan et hus. Og forventningen er, at det bestemt ikke er sundt. Alle målingerne, for eksempel af kulilteniveauet, er høje i forhold til vores standarder. Her er værre at bo end i midten af København.

Et projekt med investeringer

Jannie Christensens projekt er omfattende. Ud over selv at få en hverdag til at fungere i huset og aflæse og registrere 150 målinger om dagen står hun også for alt det praktiske omkring forsøgene.
– De fleste fra mit studie bliver gravende arkæologer. Det har jeg ingen erfaring med. Men jeg kan banke et projekt til en million sammen, smiler hun.

På den måde er det en unormal praktik. Jannie Christensen har brugt 1 ½ år på at forberede det, ansøge Den Videnskabelige Komité og Datatilsynet om lov til at lave forsøgene, samle frivillige til at bo i huset, låne udstyr alle mulige steder fra og så videre.
– Partikelmålerne er for eksempel lånt fra Burkley University, og jeg samarbejder med Nationalmuseets Bevaringsafdeling, som også har lånt mig udstyr og hjulpet med planlægningen af målingerne. Der er mange, som er interesserede i mit projekt og gerne vil hjælpe med det, og det forpligter mig til at gøre det hele så godt som muligt, siger hun.
Vi er kommet ind i husets andet rum. Her er sovepladser langs siderne og træbænke kantet omkring et bål. Over bålet hænger en gryde – i dag står den på grønkålssuppe med rodfrugter. Ilden knitrer, og suppen syder, mens dens duft blander sig med røglugten. Rummet er lyst godt op og er lunt.

Kulilte-alarm

– Forsøget kaster lys over, hvordan det har været at leve i vikingetiden. Desuden er der rigtig mange ting i det, som ikke hører med til en almindelig arkæologiuddannelse, for eksempel skulle jeg lære den kemiske reaktion i et bål at kende for at få godkendt forsøget, siger hun.
Det hænger sammen med, at når der er et bål i huset, er der risiko for kulilteforgiftning. Derfor er der sat alarmer i hytten, som skal sikre, at alle vågner, hvis bålet udvikler for meget giftig gas. I den forstand peger forsøget også fremad i tiden.
– I mange tredjeverdenslande bor man i nogenlunde samme type hytter. Og så kan forsøg som det her bruges til at vise, hvor det er bedst, der er en skorsten. Vi kan også gøre museer opmærksomme på, at det kan være skadeligt at have skoleklasser boende i vikingetidshuse på en skolelejr, hvis de ikke har taget de rigtige forholdsregler, forklarer hun.
Da vi kommer ud af huset, skærer lyset i øjnene. Selv om det er tusmørkt, er det en væsentlig forskel i forhold til indenfor. Røglugten følger med, den har sat sig i håret og tøjet.
– Ja, huset holder rigtig godt på varmen, siger Jannie Chris-tensen og skutter sig.
Hun skal bo i huset i 2 ½ måned i alt. Hver uge kommer et bundt nye beboere til, som skal introduceres til det hele, så Jannie Christensen har travlt en måneds tid endnu, inden hun pakker sammen og skal få det hele skrevet om til et speciale.