Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Januar 2019

Månedens billede (159)

Fra venstre ses Gustav Albeck, Georg Albeck, Axel Olsen og Søren Sørensen. Foto januar 1969 v/Per Allan i Den Gamle Bys billedarkiv. (Billedet præsenteres i henhold til § 91, stk. 5 i lov om ophavsret)

I denne måned - nærmere bestemt den 9. januar 2019 - er der gået 150 år, siden universitetsforkæmperen Victor Albeck blev født.

Victor Albeck (1869-1933) var kommet til Aarhus i 1910 som den første overlæge og leder af den nyåbnede institution Fødselsanstalten i Jylland, og han var derefter hurtigt kommet til at stå i spidsen for den allerede dengang ulmende bevægelse, som ønskede, at Aarhus skulle være universitetsby.

Månedens billede er 50 år gammelt, nemlig fra januar 1969, og viser de tilstedeværende ved en mindehøjtidelighed ved Victor Albecks grav. Denne var i sin tid blevet anlagt mellem Fødselsanstalten og det kommende universitetsområde.

Til stede ved graven ses fra billedets venstre side to af Victor Albecks sønner, professor, dr.phil. Gustav Albeck og amtsforvalter, cand.polit. Georg Albeck samt fhv. overlæge ved Fødselsanstalten (og ligeledes fhv.  professor i obstetrik og gynækologi) Axel Olsen og endelig rektor for Aarhus Universitet, professor, dr.phil. Søren Sørensen.