Aarhus Universitets segl

Nelson, Alvar (1919-2018)

Professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet 1952-1962

Jur.dr. Alvar Nelson var ansat ved Aarhus Universitet som professor i retsvidenskab med særligt henblik på undervisning i strafferet fra 1952 til 1962.

I bogen Et galt spektakel. Professor, dr.jur. Stig Jørgensens erindringer og betragtninger efter et halvt århundrede ved Aarhus Universitet. Et universitetshistorisk interview ved Palle Lykke (2003) står følgende at læse om Alvar Nelson:

- Alvar Nelson, som du lige nævnte, kom i 1952?

- Ja, han kom fra Sverige og rejste tilbage en halv snes år senere. Louis le Maire var professor fra 1949 til 1952, hvorefter han blev direktør for Statens Sindsygevæsen, og derefter havde man ikke nogen ansøgere fra Danmark, men Alvar Nelson, som var docent i Uppsala, søgte og fik ansættelse som professor her.

Han kom til byen, og jeg husker, at jeg traf ham i begyndelsen af 50'erne, da jeg var manuduktør. Han var meget mager, men senere blev han noget kraftigere, og det fik Max Sørensen til at sige noget morsomt i det sidste fakultetsmøde, før Nelson rejste tilbage til Sverige.

Det er den eneste gang, jeg har hørt Max Sørensen sige noget morsomt, og det kom da også fuldstændig bag på alle, også på Alvar Nelson, som ellers selv kunne være ret fræk og uforskammet. Men Max Sørensen tog pludselig ordet uden for talerrækken og sagde, idet han så på Alvar Nelson: "En ting kan de i hvert fald ikke sige om os, Alvar, at vi sender mindre tilbage, end vi har modtaget!"

Og Alvar Nelson, der ellers ikke var mundlam, sad der og vidste ikke, hvad han skulle svare. Så præcist havde Max Sørensen ramt. Nelson var på mange måder en lystig person, og han kom godt ud af det med folk som Knud Hannestad, Sven Darling og Svend Fredens. De mødtes ofte på hans kontor og hyggede sig sammen.

Han havde for øvrigt et talent for at formulere sætninger af denne type: "Man kan ikke både blæse og have rent mel i munden". På den måde, ved at give talemåderne en lille drejning, kunne han tilføje dem en ekstra pointe. Jeg kan huske, at han sagde, da han rejste: "En ting kan man sige: Jeg har gjort dansk videnskab to tjenester i de ti år, jeg har været her. Jeg har drukket Carlsberg øl, og jeg har ikke skrevet noget". Det var hans på en måde sandfærdige, men også selvironiske måde at udtrykke det på. Han var en strålende begavelse, og hans disputats var storartet.

- Han lever endnu [2003] og bor i Uppsala ...

 - Ja, han kigger sommetider ind her, når de er i Aarhus for at besøge svigermoderen. Han traf sin senere kone her, da hun var ansat i skriptoriet. Det er kun få år siden, han deltog i et møde i Det lærde Selskab, hvor Per Aage Brandt holdt foredrag om semiotik.