Den 30. juli 2003 døde Jens Chr. Manniche efter lang tids håbløs sygdom. Vi så ham sidste gang på instituttet den 27. juni, hvor han afsluttede en hård uge med censurering af en meget stor bunke skriftlige eksamensopgaver plus lidt mundtlig eksamen. Han var da stærkt legemligt besværet, men koncentrationen var som vanligt i top, og undertegnede oplevede for sidste gang at være mål for en af hans karakteristiske ironiske bemærkninger.
Jens Chr. Manniche var født i Odense, hvor han boede, til han tog klassisk-sproglig studentereksamen fra Odense Katedralskole. Det hørte vi dog næsten ikke om, heller ikke via hans udtale af det danske sprog. Han talte ikke meget om sig selv; heller ikke i de tre år, hvor han levede med en dødsdom hængende over hovedet i et forløb, hvor lægerne først erklærede, at ingen behandling var mulig, dernæst på et senere tidspunkt med fremgang behandlede sygdommen med kemoterapi, indtil også dette måtte opgives.
Efter studentereksamen aftjente han sin værnepligt som ’slangetæmmer’ (i Civilforsvaret), inden han begyndte sine studier her på stedet i historie og kristendomskundskab. Disse blev drevet med flid, dygtighed og seriøsitet til cand.mag.-graden var i hus i 1968. Allerede forinden, 1966-67, var han ansat som amanuensisvikar i middelalderhistorie, så det var ikke overraskende, at han i 1968 blev ansat permanent ved Historisk Institut som amanuensis og fra 1974 som lektor.
Hans ansættelsesområde blev dog den historiske metode, som i 70’erne og 80’erne var noget af et flagskib på instituttet med efterhånden fire ansatte, som alle bidrog stærkt til at knæsætte det, som er blevet kaldt det funktionelle kildebegreb, og som i dag er enerådende i historieforskningen. Denne opfattelse af de historiske kilder kan i en vis forstand siges at være blevet til ud fra en kritisk sigtning af dansk historievidenskab. I forlængelse af og i forbindelse hermed blev det et vigtigt mål i disse år at besinde sig på traditionen med henblik på en overvejelse af, hvad der burde videreføres, og hvad der burde fornyes. Historiografien, historievidenskabens historie, kom i fokus som aldrig før eller siden. Dette blev da i særlig grad Jens Chr. Manniches felt. Herom skrev han en række artikler, og i 1981 udkom en stor bog om ”Den radikale historikertradition. Studier i dansk historievidenskabs forudsætninger og normer”; en bog som under en anden tidsånd formentlig ville have indbragt ham doktorgraden, og som han givetvis anså for sit hovedværk. Efter at dødsdommen var fældet, gik han i gang med at revidere den til en 2. udgave, som blev lagt på instituttets hjemmeside, hvor den stadig befinder sig. Herudover skrev han om perioden forud for den, som bogen dækkede, perioden 1830-1880, i standardværket om dansk historieskrivning, S. Mørch (red.): [Gyldendals] Danmarkshistorie Bd. 10, 1992. En udløber af det historiografiske arbejde blev til en spændende bog om den første kvinde i Danmark, som erhvervede doktorgraden: ”Damen der skød på doktoren. En bog om Anna Hude”, 1993. Ved sin død var han uden tvivl den førende ekspert i dansk historievidenskabs historie.
Men han havde og fik mangfoldige interesser inden for faget. I studietiden var han i Indien på studieophold, hvilket gav ham inspiration til hans speciale og en siden fortsat beskæftigelse med Indiens historie. Dette førte til en række artikler, undervisningsmateriale til gymnasiet og en lang række indslag i Encyklopædien, hvortil kom et godt og frugtbart samarbejde med indiskfaget her på universitetet. Derudover dyrkede han sygdoms- og sundhedshistorie og anden socialhistorie i 1800-tallets Danmark som forskningsfelt. Og endelig førte flere ophold i Grønland som led i en udvekslingsaftale, kulminerende med et års vikaransættelse på Grønlands Universitet, til stor interesse for og kærlighed til Grønland. Også dette blev synligt på hans publikationsliste, og det på en måde, som viste hans aldrig svækkede åbenhed for nye metodiske impulser i historiefaget.
En udstrakt anmeldervirksomhed, især ved tidsskriftet Nyt fra Historien, sikrede ham en bred belæsthed på de mange (også andre) områder, som havde hans interesse.
Det var kun ret og rimeligt, at han undervejs i alt dette opnåede at blive erklæret professorkompetent ved ansøgning til en stilling, som han til alt held for instituttet ikke fik.
Jens Chr. Manniche var imidlertid langt mere end den solide og dygtige forsker, som driver undervisning. Undervisning og formidling havde også hans store interesse. I en del år medvirkede han ved den hedengangne Universitetsradio, og i mange år redigerede han med entusiasme og velspidset pen vor ”Institutavis”. Hans undervisning var som alt, han gjorde, præget af høj kvalitet og særdeles værdsat af de studerende. Han interesserede sig meget for studerende, som han også satte pris på at omgås udenfor undervisningslokalerne til gensidig glæde. Han følte naturligvis et særligt ansvar for teori- og metodeundervisningen, og særligt inden for sidstnævnte felt var det ham til hans død magtpåliggende at gøre sit til at holde et højt kvalitetsniveau, selvom og måske især fordi undervisningen gennem årene er blevet drevet af en bred og skiftende kreds af mere eller mindre engagerede lærere.
Størst betydning for instituttet fik han imidlertid nok som administrator/politiker. Efter i de yngre år at have været lidt sky og tilbageholdende, fik han sit gennembrud som studienævnsformand 1976-78, en post han atter varetog 1983-84, hvorefter han var det selvindlysende valg som institutbestyrer, da demokratiet for alvor slog igennem ved besættelsen af dette embede i 1986(-88). Desuden var han i en årrække instituttets repræsentant i fakultetsrådet. Senest var han også medlem af Universitetshistorisk Udvalg.
Også dette virke blev passet med flid, kreativitet og engagement. Han var god til at omgås de fleste, især de studerende, var særdeles vellidt og havde i disse år en rolig, lidet selvpromoverende og for det meste konsensussøgende stil, som bidrog væsentligt til, at meget konfliktstof ikke kom til at spille en større rolle, end godt var. Ingen har vist nogensinde mistænkt ham for at være mere optaget af sit eget bedste end af fællesskabets, og han havde i langt det meste et godt og sikkert blik for, hvad der tjente dette bedst.
Efter afgangen som institutbestyrer spillede han en rolle som en slags grå eminence, der var god at rådspørge og støtte sig til, ligesom han var det naturlige midtpunkt, når de administrative poster skulle fordeles, med både blik for arbejdsdeling og for at fællesskabets interesser blev varetaget bedst muligt.
Han fik et par relativt tidlige forvarsler om, hvor det kunne bære hen med hans helbred. Måske bidrog det til, at vi i de senere år af hans liv mærkede lidt mere til et temperament, der sommetider gjorde ham skuffet og vred, til tider lidt opfarende og mindre tålmodig. Det gik dog som regel hurtigt over, og hvis det førte til konflikter, var han parat til at finde løsninger. I de allerseneste år var der naturligvis ting, som livet var for kort til at bruge tid på. Men ellers bar han sin skæbne med stoisk ro – i hvert fald udadtil. Det var ham magtpåliggende, at alt skulle fortsætte så normalt som overhovedet muligt så længe som muligt, inklusive de lune og let ironiske bemærkninger, som han var en stor ynder af. Derved kom vi også til at opleve at lære en imponerende stærk og stålsat psyke at kende.
Vi må prøve at trøste os med, at vi på en arbejdsplads i bestandig fornyelse og udvikling har haft den store glæde i 35 år at have haft en person ansat, som var usædvanligt god på alle de områder, en universitetslærer forventes at kunne varetage. Få – om nogen – var bedre end han!
Det bliver nok vanskeligere at udfylde tomrummet efter Jens Chr. Manniche for hans hustru Lillian Manniche, deres datter og to børnebørn. Lad os ikke glemme dem!
Det siges sommetider, at de bedste dør først. I dette tilfælde passer det. Æret være Jens Christian Manniches minde.
Anders Bøgh
![[Kolofon]](/uploads/www.au.dk/da/arsb2003.jpg)