Af Mehdi Mozaffari, professor, Statskundskab
Filosoffernes volapyk (Tahafut al-falasifa) er titlen på en bog skrevet af en af de største islamiske teologer, imam Muhammad al-Ghazali (1058-1111). Da jeg forleden læste interviewet med lektor Johanna Seibt fra Filosofi (UNIvers, 1. marts 2010) om uddelingen af Global Dialogue-prisen, kom jeg helt spontant til at tænke på denne titel. Ghazali er repræsentant for islamisk dogmatisme, og han har prøvet at eliminere filosofisk tankegang i den islamiske tradition. Han opfattes også i dag som inspirationskilde af islamister, som er imod filosofi generelt og græsk filosofi i særdeleshed. Jeg er naturligvis imod Ghazalis linje, der har været til stor skade for den fri tanke i den muslimske verden, og har et klart ansvar for den muslimske intellektuelle stagnation og mangel på dialog.
Som fritænker med muslimsk baggrund befinder jeg mig i godt selskab med hellenisten Ibn Rushd (Averroes: 1126-1198), som netop forstod faren ved Ghazalis antifilosofiske tankegang i Filosoffernes volapyk og selv skrev et svar i form af bogen Volapyk er volapyk (Tahafut al-Tahafut).
En repræsentant for netop Ghazalis tænkning er Irans tidligere præsident Khatami, som var udset til at modtage Global Dialogue-prisen. Han finder udelukkende sandheden i religion og udelukker dialog med alle andre. Uden at ville åbne den pinlige affære om Khatamis pris igen vil jeg blot pointere, at argumentet om, at Khatami blev nomineret for sin forskning og formidling, har jeg svært ved at forstå, kan være korrekt. Khatami har skrevet på persisk, og kun få af hans værker, som ofte er i taleform, er blevet oversat til andre almindeligt tilgængelige sprog. Mig bekendt er der kun en person i den famøse komite med kendskab til persisk, nemlig Abdulkarim Soroush (alias Hossein Dabbagh), som er en god ven af Khatami. Hvordan skulle man kunne give en stor pris til en person uden at have reelt kendskab til vedkommendes værker?
Johanna Seibt siger, at komiteen har konsulteret "andre med tæt kontakt til den iranske opposition", som kautionerede for Khatamis "moralske" kvalifikationer. Hun specificerer ikke, hvem de "andre" har været, og hvilken "opposition" det drejer sig om. Et kvalificeret gæt kunne være, at det hele kunne sammenfattes til Soroush.
Hvis de århusianske medlemmer af komiteen var i god tro, kunne de måske have uddybet deres viden om Khatami og den iranske situation generelt ved at kontakte deres kollega her, som har kontor bare 200 m væk. Altså en af de "mindre-kvalificerede danske kilder", som Seibt kalder det. En kollega, som har forsket i og skrevet om iransk politik, som kan læse, skrive og tale persisk, og som internationalt har udgivet artikler og bøger om bl.a. civilisationer. Hvis Seibt og hendes medarbejdere har villet undgå en dialog med deres iranskfødte kollega, hvordan kan de så kvalificere sig til at give en pris for international dialog?!
Vi skal alle være glade for, at Aarhus Universitet og Århus som by undgik en katastrofe, ved at Khatami ikke kom til Århus. Det kunne have været til stor skade for vores universitets internationale renommé; en skade, det ville have taget lang tid at reparere.
Jeg er ikke den eneste på universitetet, som finder den okkulte konstruktion omkring den såkaldte "globale dialog" mystisk, anti-sekulær og imod fri tænkning, og som frygter, at den kan forårsage andre ulykker i fremtiden. Altså en ny slags volapyk!
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
