Af Astrid Lundby
Studerende på Pædagogisk Antropologi, DPU
PÅ ET STORMØDE den 5. maj udtalte dekanen på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), at kommunikationen mellem de studerende og ledelsen skal forbedres. Det er for mig at se vigtigt, at forbedringerne sker nu, så der ikke bliver begået samme fejl som ved DPU-reformen i 2008, hvor fem faginstitutter i løbet af få måneder blev omdannet til tre.
Der var dengang meget lidt opmærksomhed og debat om processen blandt de studerende. De studerende fremsatte efterfølgende kritik af ledelsens manglende inddragelse af de studerende i processen. Som studerende blev vi ikke forberedt på, hvad der skulle ske med vores uddannelsesinstitution, og ændringerne kom som en overraskelse.
Efter reformen indrømmede dekan Lars Qvortrup på sin blog, at de studerende ikke blev inddraget nok:
”Jeg vil også indrømme, at jeg nok skulle have gjort mere ud af også at inddrage de studerende i processen vedrørende strukturreformen. DSR har foreslået, at vi holder et stormøde om sagen. Det har jeg sagt ja til, og for øjeblikket prøver vi at finde en dato, hvor alle kan deltage.”
NU ER DEN IGEN GAL med kommunikationen mellem dekanatet og studerende. Reformdyret gør klar til et voldsomt svirp med halen rettet mod DPU, og jeg tror ikke, vi som studerende er forberedte på effekten. Det blev tydeligt, da der for godt en måned siden blev varslet fyringer, der kunne få stor konsekvens for fagmiljøet på pædagogisk filosofi.
De studerende på pædagogisk filosofi blev bekymrede og arrangerede derfor et stormøde, hvor dekanatet ville få mulighed for at informere de studerende om beslutningen. Desværre blev dekanatets invitation til stormødet væk på rejsen til dekanens indbakke. Det var vi studerende selvfølgelig meget ærgerlige over, da vi igen oplevede ikke at blive hørt. Derfor skabte vi en tværfaglig gruppe, der aftalte at gentage stormødet. Vi ville dog denne gang slå det bredere op, for der var yderligere to sager, vi følte os dårligt informerede om – nemlig de to reformer: ”Den faglige udviklingsproces på AU” og ”DPU-reformen”. Vi kunne ikke gennemskue, hvad disse to reformer egentlig drejede sig om, hvordan de hang sammen, og om de måske havde en sammenhæng med fyringerne. Dekanen modtog denne gang invitationen til stormødet og deltog i arrangementet. Han indrømmede på mødet, at han heller ikke denne gang havde været god nok til at kommunikere ud til de studerende. Dekanen lovede, at samarbejdet mellem de studerende og ledelsen blev forbedret i fremtiden.
JEG SER FREM TIL indfrielsen af dette løfte ud fra et personligt ønske om at kunne forholde mig nuanceret til min hverdag. Det er vigtigt, at vi som studerende ved, hvad der foregår omkring os, så mistilliden og mistænksomheden mod DPU’s ledelse ikke får frit løb. Jeg er desværre efter stormødet ikke blevet meget klogere på hverken den ene eller den anden reform og har især brug for at vide, hvad reformerne kommer til at betyde for DPU’s faglige profil. Jeg opfordrer derfor til, at ledelsen denne gang begynder kommunikationen, inden reformdyret kommer med sit endelige svirp med halen.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
