Ligestilling

Af Mimi Yung Mehlsen
Adjunkt, Psykologisk Institut

Vil det have nogen effekt på ligestillingen i forskningsverdenen, at Aarhus Universitet nu vil give kvindelige ansøgere til faste forskerstillinger positiv særbehandling?
Det indlysende svar er: ”Ja, det er en legalisering af kønslig forskelsbehandling”. Det er kort og godt et ligestillingsinitiativ, der mindsker ligestilling.

Hvis formålet med dette tiltag er at påvirke kønsfordelingen på universitetet ved at få flere kvinder ansat i de faste forskerstillinger, vil initiativet så have en effekt på dette?

Ja, det er ikke utænkeligt, at kvinden får større chance for at blive ansat, hvis valget står mellem en lige kvalificeret mand og kvinde til en stilling. Men spørgsmålet er, hvor ofte den situation er aktuel.
De seneste års analyser af ligestillingsproblematikken på universiteterne viser, at de kvindelige forskere forlader scenen, inden de når frem til ansættelsessamtalen. Vejen til den faste universitetsstilling er årelang og usikker. Blandt de mange kompetente ph.d.-studerende er der kun få, og ikke nødvendigvis de bedst begavede, som udholder uvisheden imellem projektbevillingerne længe nok til at være med i konkurrencen om lektoratet.

Vil de unge kvindelige forskere være mere tilbøjelige til at holde ud, hvis de ved, at de får 100.000 kroner ekstra til deres forskning, når de bliver ansat som lektorer?

Det er svært at forestille sig den kvinde (eller mand), som tager sin femte kontraktforlængelse på grund af netop dén lysende fremtidsudsigt. Faktisk kunne man mene, at det er det rene idioti at tro, at sådan et initiativ gør en forskel. Yngre kvindelige forskere falder ikke fra den dag, der er et lektorat at søge, men i alle de år, der går forud!

Der er en voldsom underrepræsentation af kvinder i de faste stillinger ved universitetet. Vil man ændre på den, må man sørge for, at kvinderne bliver på universitetet efter ph.d.-perioden. En væsentlig hindring for yngre kvindelige forskere er problemer i forhold til familielivet. Kvindelige forskere går ofte på barsel og er småbørnsmødre i den samme periode, som de forsøger at kvalificere sig til den faste forskerstilling. Men universitetet er om noget sted i denne verden ikke gearet til, at de ansatte får børn og passer dem.

Der er mange muligheder for forbedringer. Man kunne tænke sig tiltag som:

• Ekstra TAP-/studentermedhjælpertimer til småbørnsforældre – uanset køn
• Skabelse af kollegiale fællesskaber, hvor projektansvar er fordelt ud i teams: Din kollega er ikke en, der hugger din forskning, men en, der skal hjælpe, når du er syg/dine børn er syge
• Mulighed for forlængelse af projektperiode ved barsel – ved eksternt finansierede bevillinger ”æder” man i dag sit projekt op med orloven
• Ansættelse af barselsvikar – inden for undervisning, og hvor det er muligt ved dataindsamling m.m.
• Mulighed for at gå på deltid i en periode med forlængelse af ph.d.-, postdoc- eller adjunktperiode i et tilsvarende tidsrum
• Opgørelse af antallet af forskningsaktive år i vurdering af en ansøgers cv og publikationsliste med fradrag for barsel, deltidsansættelse etc.

Hvis man tør pille ved billedet af forskeren som det solitære geni, der arbejder uafhængigt af social kontekst, er der et potentiale for forandring, som på sigt ville kunne modernisere universitetet som arbejdsplads til glæde for både kvinder og mænd. Det kræver bare en større indsats end at kaste x antal kroner efter de næste 20 kvindelige ansøgere, men spørgsmålet er, om ikke det ville være til større glæde for kvindelige forskere?
I en diskussion om ligestilling i forskningsverdenen skar en amerikansk professor igennem og sagde: ”I don’t want to be employed because I have a vagina!”.

I Danmark vil vi som kvindelige forskere med det nye initiativ være endnu dårligere stillet: For helt ærligt, hvor fedt er det at kvalificere sig i 30 år for at blive betalt 100.000 kroner for at have en vagina?