Aarhus Universitets segl

Forskerfight i den tunge vægtklasse

Flere professorer stiller op til formidlings-konkurrencen Forskerfight 2010. – Også selv om der måske er for meget ”Vild Med Dans” over konceptet.


Af Hans Plauborg
hhp@adm.au.dk

Når Folkeuniversitetet den 4. november slår dørene op til Forskerfight 2010, bliver det med en række af AU’s mest garvede formidlere i hovedrollerne. De ni forskere skal konkurrere om at formidle deres forskning og vigtigheden af den på blot fire minutter, og et dommerpanel vil derefter kåre en vinder, der kan tage hjem med en check på 10.000 kr.
De to forudgående år har formidlingskonkurrencen primært tiltrukket yngre forskere og ph.d.-studerende, men i år kan flere af deltagerne skrive professor på visitkortet. Blandt andre Bobby Zachariae fra Psykologi
– Jamen, jeg har det bestemt lidt ambivalent med at stille op, siger psykologiprofessoren.
– Jeg synes, der er for meget underholdning og ”Vild med dans” over konceptet. På den anden side er det vigtigt, at vi stiller op til formidling – også selv om det kun er fire minutter. Det skal man være god til. Når vi som forskere bliver interviewet til radio og tv, har vi ofte kun 30 sekunder til at sige noget kvalificeret, siger Bobby Zachariae.

En interessant udfordring

Hans kollega, professor Philipp Schröder fra Handelshøjskolen (ASB), er en anden af de ”tunge drenge”, der stiller op i konkurrencen. Titlen på hans foredrag er ”Rejsen til globaliseringens indre”
– Er det førstepræmien på 10.000 kr., der trækker?
– Ja, jeg er billigt til salg. Nej, spøg til side. Jeg stiller op, fordi jeg tager formidling seriøst og gerne også vil sende dét signal til mine kolleger, siger Philipp Schröder.
Han mener, det er en meget interessant udfordring at skulle formidle forskning på blot fire minutter.
– Måske har folk fra Naturvidenskab og Sundhedsvidenskab lidt lettere ved det. I hvert fald har de jo vundet de sidste to år, så det må være på tide, at der kommer nogen fra Samfundsvidenskab og slår dem, griner Philipp Schröder.

 


De ni deltagere er:

  • Jes Harfeld, Det Teologisk Fakultet, ph.d.-stipendiat
  • Toke Høye, Danmarks Miljøundersøgelser, seniorforsker
  • Pernille Maj Svendsen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, ph.d.-stipendiat
  • Morten Charles, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, speciallæge og ph.d.-studerende
  • Philipp Schröder, Handelshøjskolen, professor
  • Katrine Balsgaard Juul, Det Humanistiske Fakultet, ph.d.-studerende
  • Thomas Aastrup Rømer, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, lektor
  • Kasper Jahn, Det Naturvidenskabelige Fakultet, ph.d.-studerende
  • Bobby Zachariae, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, professor


Tilmelding til Forskerfight 2010
folkeuniversitetet.au.dk