Aarhus Universitets segl

En musikalsk blæksprutte

Instrumenter, der skal repareres, lysopsætning til teater, en computer, der ikke dur – musik- og teaterteknikeren Morten Brockhoff har altid noget, der skal fixes, fornys eller forklares.


Af Rikke Carlsen
rc@adm.au.dk

Blæksprutte”. Sådan betegner Morten Brockhoff selv sin stilling, da UNIvers møder ham på hans lille kontor på Kasernen. Og henvisningen til det mangearmede er absolut ingen overdrivelse.
Morten Brockhoff har en meget bred vifte af opgaver i forbindelse med musik, teater og it.
Han har som hovedopgave sammen med kollegaen Torben Nielsen ansvaret for at vedligeholde, udvikle og udlåne kasernens musik-, teater- og AV-udstyr, og han instruerer både studerende og ansatte i at bruge det.
Morten Brockhoff har været ansat som tekniker på Aarhus Universitet siden 2005, og han er glad for den meget tekniske stilling i en virksomhed med et højt intellektuelt niveau.
– Der er en rigtig god sammenhæng mellem at være oppe i hovedet og nede i benene, og det bedste ved jobbet er, når folk er glade for, at de har fået en god service. Jeg kører på anerkendelsen, siger han.
Morten Brockhoff viser energisk rundt på sin legeplads: det store område for Institut for Æstetiske Fag, som blandt andet huser musikvidenskab og dramaturgi. Undervejs bliver han stoppet flere gange af personer med tekniske problemer, og Morten Brockhoff er altid behjælpelig med en positiv indstilling.
– Kappen på stikket er for stort til kameraet, jeg finder lige et nyt til dig og kommer tilbage, siger han til en underviser, der ikke kan få sit kamera tilsluttet en projektor.
Heldigvis er Morten Brockhoff ikke alene om de mange opgaver. Han har sit eget korps af studentermedhjælpere, som hjælper til med de tekniske problemer rundt omkring på Kasernen.

Musikmand

Morten Brockhoff er uddannet musikpædagog ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har i 15 år arbejdet som musikunderviser på Ry Højskole, så hans musiktekniske viden og kreativitet er bestemt ikke tilfældig. Og han nyder at kunne bruge sin hverdag blandt instrumenter, som han ofte spiller på – vi får også en smagsprøve i et ”keyboard-lab”, hvor den ikke får for lidt af både jazzede og klassiske toner.
Musikken bruger Morten Brockhoff også det meste af sin fritid på.
– Men mit gear og grej er ”restricted to my room”, ellers ville det fylde hele huset, griner teknikeren og viser os indenfor i et af Kasernescenens teknikdepoter.
Der er ingen vinduer i rummet, men det er nu heller ikke nødvendigt. Væggene er fyldt med ledninger og teaterteknisk udstyr i kasser, og langs en af væggene står utallige rækker af stativer med enorme scenelamper. ”En af byens fornemmeste lampesamlinger” kalder han den stolt.
– Her er alt, hvad hjertet kan begære – næsten da. Man kan jo heldigvis altid ønske sig mere, smiler Morten Brockhoff.

Nørdet fætter

– Alt det, der ligger her, er it-skrot, som er drysset ned fra etagerne i takt med, at det er blevet forældet, fortæller teknikeren, da vi i hovedbygningen kommer ned ad en temmelig smal gang fyldt med gamle computermonstrummer, som er stablet op ad væggene.
En stor del af Morten Brockhoffs arbejde har gennem årene især bestået i at opdatere og digitalisere de mange instrumenter, computere og andre tekniske remedier, og han forestiller sig også, at hans arbejde i fremtiden vil bestå mere og mere af it-baseret arbejde.
Hvad i øvrigt angår fremtiden, er Morten Brockhoff helt sikker på, at han også gerne vil være på sin pind på Kasernen i lang tid fremover.
– Her er et super arbejdsmiljø og en vældig god kollegial stemning. Der er god forståelse for forskellige arbejdsmåder, siger teknikeren.
På hans kontor hænger et skilt, hvorpå der står: ”Jeg ved, at jeg befinder mig i min egen verden, men det er OK, de kender mig her”.
– Her sidder en nørdet fætter, og det har jeg på fornemmelsen, at de andre godt kan lide.

 


Mød en TAP

Har du lyst til at fortælle om dit  arbejde - eller kender du en TAP, vi bør skrive om, så skriv til univers@au.dk eller ring 6020 2626.