Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Forskningsfriheden for både universiteter og de enkelte forskere bliver nu garanteret i det forslag til en ny universitetslov, som videnskabsministeren midt i november sendte til høring.
Med forslaget imødekommer regeringen kritikken af, at den gældende lov ikke sikrer de enkelte videnskabelige medarbejdere forskningsfrihed, men fastslår, at de kan forske frit i den tid, de ikke udfører opgaver, som en institutleder ifølge loven kan pålægge dem – den såkaldte instruktionsbeføjelse.
Den beføjelse blev foreslået fjernet, da et internationalt evalueringshold for mere end et år siden afleverede sine anbefalinger til en ny universitetslov til regeringen. I lovforslaget går beføjelsen dog igen, men den er nu tillagt universitetets rektor eller den person, som har rektorens bemyndigelse til at varetage den beføjelse.
Men loven fastslår, at forskere ikke over længere tid må pålægges opgaver, der reelt forhindrer dem i at bruge deres forskningsfrihed.
UNIvers har spurgt tilfældigt udvalgte forskere, om de tror, den nye garanti for den enkeltes forskningsfrihed får nogen betydning for dem.
Jeg har aldrig tænkt på loven som helt afgørende for forskningsfriheden og ved heller ikke, om der er institutledere, som har brugt deres ret til at pålægge forskere bestemte forskningsopgaver, men det vil jeg ikke håbe. Som forsker interesserer jeg mig mere for andre begrænsninger for min forskningsfrihed. Det kan f.eks. være, at instituttets undervisningsforpligtelser kræver en bestemt type forskningsprofil, som man så ansætter efter. Tilsvarende påvirker det min forskning, når jeg søger penge internt og eksternt. Som forskere retter vi selvfølgelig også ind efter de strategiske satsninger, der kommer fra ministerier, forskningsråd og universitetets ledelse.
Jeg er på et institut, hvor ledelsen har værnet om forskningsfriheden, så jeg har ikke personligt oplevet problemer med den gældende. Men man har jo hørt historier om, at det har været tilfældet rundt omkring, så derfor er det fornuftigt, at man i lovgivningen nu vil beskytte den enkelte forskers forskningsfrihed, selvom institutledere og rektorer fortsat har et vist spillerum i forhold til at pålægge forskerne opgaver. Og det rejser for mig at se nogle problemstillinger i forhold til den myndighedsbetjening, som universitetet nu varetager efter fusionen med institutioner inden for sektorforskningen.
Jeg tror ikke, det nye værn om den enkeltes forskningsfrihed får den store praktiske betydning. Som ansat i en tidligere sektorforskningsinstitution ser jeg det dog som en fordel, at loven nu klart præciserer de enkelte forskeres frihed. Meningen med et universitet er jo netop, at vi har den frihed.
På DMU har vi altid haft tid til selvstændig forskning, men den har ikke vejet tungest, fordi vi har så mange bundne opgaver i forhold til Miljøministeriet og andre myndigheder. Hvordan det bliver fremover, er svært at sige nu, fordi vi først skal have organiseret det nye fakultet (Aarhus Faculty of Science and Technology, red.), som DMU bliver en del af.
Kampen mod instruktionsbeføjelsen var lidt symbolsk, synes jeg. Jeg kender ingen tilfælde, hvor en institutleder har begrænset en forskers forskningsfrihed. Men det er selvfølgelig godt og betryggende, at paragraffen er væk, og loven nu garanterer den enkeltes forskningsfrihed.
Men der, hvor det virkelige slag står for de fleste af os, er, om der er tilstrækkelige basisbevillinger til forskningen, og om der er bevillinger at søge. Er det ikke tilfældet, er det en større trussel både mod forskningsfriheden og de forskningsbaserede uddannelser. De kræver et bredt forskningsberedskab.
§ 2, stk. 2
Universitetet har forskningsfrihed og skal værne om denne og om videnskabsetik.
§ 17, stk. 2 (instruktionsbeføjelsen)
Institutlederen varetager instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver. Institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.
§ 2, stk. 2
Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetik.
§ 14, stk. 6
Rektor kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver.
De videnskabelige medarbejdere har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil.
Rektor eller den, der er bemyndiget hertil, må ikke over længere tid pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed.
