Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
– Man må acceptere, det kan være nødvendigt at skære kagen anderledes, uden at det skal være en krænkelse af forskningsfriheden.
Det mener fællestillidsmand Erik Strange Petersen, der også er forskervalgt medlem af Aarhus Universitets bestyrelse.
Dermed er han på linje med Aarhus Universitets direktør Jørgen Jørgensen, som mener, det er forkert at tale om krænkelse af forskningsfriheden i forbindelse med den bebudede fyring af tre filosofi-lektorer ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU).
– Som ledelse kan det være nødvendigt at justere og prioritere anderledes. Og det vil man aldrig kunne, hvis man hver gang trækker kortet med forskningsfrihed, siger direktøren.
Modsat kalder Dansk Magisterforening afskedigelserne usaglige og vil teste, hvor langt universitetsloven beskytter den individuelle forskningsfrihed.
– Hvis en ledelse kan fyre et antal forskere, fordi de ikke lever op til et relevanskriterium, så er den enkelte forskers frihed ikke meget værd, siger Ingrid Stage, der er formand for DM.
Relevans eller penge
Spørgsmålet om relevansen af de tre forskeres arbejde ved Institut for Pædagogik spiller en central rolle i sagen. Dekan Lars Qvortrup og den øvrige ledelse på DPU afviser, det har spillet nogen rolle og begrunder fyringerne økonomisk, som et resultat af fusionen med Aarhus Universitet.
En af de fyringstruede forskere henviser dog i sin indsigelse mod fyringen, til at den er varslet ud fra den forsknings- og undervisningsmæssige relevans i DPU’s profil. På sin dekanblog har Lars Qvortrup også givet udtryk for, at de tre forskere ville være ”bedre placeret ved et af landets fagfilosofiske institutter”.
Fagmiljøer skal prioritere
Blandt tillidsfolk på Aarhus Universitet er der udbredt enighed om, at fyringerne strider mod forskningsfriheden.
– Som universiteterne styres i dag, vil enhver prioritering ovenfra stå i fare for at kollidere med forskningsfriheden, fordi den ikke er indlejret i faglige miljøer, mener således Bo Holm fra Det Teologiske Fakultet. Han mener også, det er meget betænkeligt at tale om relevans.
– Når man skal afskedige medarbejdere, er det vel fornuftigt at se på, hvem det er hensigtsmæssigt eller relevant at beholde på arbejdspladsen?
– Jo, men er det en ledelsesbeslutning om, hvad der kan gøre sig bedst på markedet, eller er det et spørgsmål om de enkelte fags selvudvikling? En prioritering ud fra relevanskriterier skal uomgængeligt have rod i fagmiljøer og ikke i strategisk ledelse, siger Bo Holm.
Konsekvens af ledelse
For Olav Bertelsen på Datalogisk Institut ser relevanskriteriet ud til at være en nødvendig konsekvens af, at der er en ledelse.
– Men det er en glidebane, fordi vi ikke har den ultimative lovsikrede forskningsfrihed som den tenure-ordning, der gør forskerne i USA eller England urørlige, indtil de går på pension, uanset hvad de laver, siger Olav Bertelsen. Han kan godt se en logik i at rette ind på et instituts profil.
– Hvis man så mener, at nogle medarbejdere passer bedre ind et andet sted, må man flytte dem derhen frem for at afskedige dem, siger han.
På Statskundskab er Vibeke Lehmann Nielsen med på at sætte en grænse for, hvad der kan rummes inden for et instituts forskningsprofil.
– Inden for den skal der være frihed. Om relevanskriteriet så strider mod den, afhænger af, hvor snævert den profil er defineret, mener tillidskvinden, der er bekymret over, at administrative ledere i stigende grad definerer forskningsprofiler og indsatsområder.
