Aarhus Universitets segl

Studiedagbog: AT FORESTILLE SIG VERDEN UDEN ETIK

En gruppe studerende på DPU indkaldte til debat¬møde under overskriften ”DPU lukningstruet”. Mette Rold var medarrangør. Hun er Specialestuderende i pædagogisk filosofi, og adjunkt på læreruddannelsen i University College Sjælland, hvor hun underviser i pædagogik og almen didaktik.


Mandag: Jeget foran den Anden er uendeligt ansvarligt (Lévinas). Afleverer børnene i skolen. Mit indlæg til Magisterbladet skal justeres, efter min arbejdsgiver har udtrykt, at jeg har stukket næsen for langt frem i forbindelse med de varslede fyringer. Er risikoen virkelig så stor ved at følge en etisk forpligtigelse for den Anden? Forsøger at skrive videre på specialet. Det bliver til én side efter flere timer. Opgiver. Følger med i pressen og mailer en hel del i løbet af dagen og aftenen.

Tirsdag: Det er kun frie mennesker, der kan være fremmede for hinanden (Lévinas). Afleverer børnene i skolen. Løber mine 5 km. Dropper at skrive på mit speciale i dag. Bruger en del tid på mailkorrespondance i forbindelse med debatmødet i morgen. Mine studerende afleverer eksamensopgaver i pædagogik i dag.  Middagstid: Tager til møde i arbejdsgruppen på læreruddannelsen. Vi skal i dag definere et gennemgående tværfagligt bånd for uddannelsen, der omfatter kultur og etik som et kernefagligt aspekt. Jeg tænker meget over etikkens betydning for pædagogikken. Kan ikke forstå, at man på DPU anser etikken som værende en forskningsaktivitet, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans. Forstår ikke, at de ikke selv kan se, at de har en reduktionistisk opfattelse af, hvad pædagogik er. Det strider helt imod vort formulerede dannelsesmål i arbejdsgruppen. Tænker på Lévinas: Frihed er afgørende for ikke at udvikle totalitære systemer. Eftermiddag: Tager til fagligt møde i Magisterforeningen. Det bliver slået fast, at man som medarbejder har retten til at ytre sig offentligt i forbindelse med faglige spørgsmål. Lettet går jeg hjem. Aften: Forbereder mig til morgendagens program.

Onsdag: Kritikken reducerer ikke det Andet til det Samme, men sætter spørgsmålstegn ved det Sammes udøvelse (Lévinas). Morgen: Lindy afleverer børnene. Jeg har småærinder i byen. Formiddag: Mødes med den tværfaglige protestgruppe og De Studerendes Råd (DSR) på DPU.  Vi koordinerer og drøfter dagens forløb. Kl. 12.30: DSR, Karen og jeg i møde med dekanen og co. Strukturreform og pædagogisk filosofi diskuteres. Dekanen slår fast, at etik hører til på et fagfilosofisk fakultet. Jeg har en sær følelse af, at mødet er ren proforma. Kl. 14.00-16.00: Debatmødet DPU LUKNINGSTRUET. Endelig er der mulighed for, at vi kan stille kritiske spørgsmål og rent faktisk blive hørt af dekanen. Det lykkedes ikke ledelsen at tie os ihjel som forsøgt ved sidste stormøde. Kl. 16.30: Interesserede studerende mødes i Cafeen efter det hektiske debatmøde. Den tværfaglige protestgruppe udvides, fantastisk. Vender snuden hjemad kl. 17.30.

Torsdag: Hvad er pædagogik uden etik? (Lévinas).Vågner op til min fødselsdag – 39 år, det er gammelt! Afleverer børnene i skolen. Løber mine 5 km, men er træt og sløj. Kan mærke virkningen af de hektiske 14 dage. Studerer Lévinas og beruses af hans etik.
Aften: Vi mødes nogle stykker fra pædagogisk filosofi. Dejligt at få snakket.

Fredag: Der skal en heteronomi (det modsatte af autonomi, red.) til for refleksion (Lévinas).
Afleverer børnene i skolen. Har forsømt hjem, børn og mand de sidste 14 dage på grund af det her. Det er nu slut! Orker ikke specialet i dag.
Formiddag: Rydder op og gør rent. Eftermiddag: Er SUPER træt. Snupper lige en lur … på 2 ½ time.
Aften: Udhvilet fejrer jeg min fødselsdag med min familie. Vil jeg gøre det igen? Svaret er, at jeg ikke håber, at en lignende absurd situation opstår igen, som vil tvinge mig til etisk refleksion og en deraf medfølgende risikofyldt aktion for en sag.