Aarhus Universitets segl

Ny stil i medierne

Mediemøllen


Af Kristian Serge Skov-Larsen 
ksl@adm.au.dk

 

Den 8. juni var to forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) i Aftenshowet på DR i en noget særpræget anledning. Søren B. Torp og Jan Lassen havde sammen med en række kolleger fået en makeover af en stylist til et personalearrangement i Foulum, og de to var efterfølgende på stylistens opfordring i fjernsynet for at fortælle om forvandlingen fra ”nørdede” til ”trendy” forskere. Søren B. Torp fortæller om, hvordan det er at optræde i medierne med et emne, der ligger så langt væk fra den normale forskningsformidling.

Hvordan var det pludselig at ende i Aftenshowet for at tale om sin stil?
Det var sådan lidt specielt. Jeg meldte mig til makeover’en til personaleshowet uden på nogen måde at vide, at jeg ville ende i Aftenshowet. Men jeg er ikke bleg for at stille op til den slags, så jeg havde nok sagt ja alligevel. Det kan være, at nogle synes, det er useriøst som forsker at tale om stil og påklædning. Men vi er jo alle sammen mennesker, og det gør ikke noget at vise, at forskere også kan klæde sig pænt.

Er forskere dårligere klædt end andre?
Jeg tror, hverken forskere eller folk i universitetsverdenen er værre eller bedre klædt end andre danskere. Jeg tror, at forskere er forskellige fra andre, fordi vi nemmere kan lukke døren og grave os ned på vores kontorer, så det kun lige er til frokost, der er andre, der ser, hvordan vi er klædt. Det betyder måske, at vi nemmere kan møde op i slidte T-shirts og gamle bukser. Men samtidig er danske mænd generelt nok ikke kendt for at være de mest velklædte i Europa. Jeg meldte mig til makeover’en, fordi jeg som geolog på DJF har et meget udadvendt job og kommer meget ud til f.eks. landmænd i forbindelse med mit arbejde. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man ser præsentabel ud.

Hvad er det største skridt, du har taget i forbindelse med makeover’en?
Jeg har brugt en trimmer til at skære mit hår ned til millimeterlængde. Mænd i min alder er tit lidt tyndhårede, tit er det ikke alt for pænt i forvejen, og så kan man lige så godt tage det hele væk. Folk syntes, det så godt ud, og jeg har tænkt mig at beholde frisuren.

Hvordan oplevede du selve aftenshowet?
Tiden på tv går rigtig hurtigt, og der er altid meget mere, man gerne vil have sagt. Men atmosfæren var venlig, og de er rigtig gode til at få gæsterne til at føle sig godt tilpas. Da vi kom, så vi et par rigtige modeller lave prøver på den catwalk, som de gerne ville have os op at gå på, og det grinte vi da ret meget af. Og så skulle Ida Auken (SF), formand for Folketingets miljøudvalg, interviewes lige efter os, så både min kollega og jeg fik faktisk snakket lidt forskning og CO2-problematik med hende i baglokalet. Det var en lidt uventet sidegevinst.

Hvilke reaktioner har du generelt fået på din tv-optræden?
Næsten alle reaktioner har været positive, og mange har spurgt, hvorfor jeg dog ikke har det nye, stylede tøj med på arbejde hver dag. Men det var altså noget, jeg lånte, og jeg skal først ud at købe min egen pæne jakke først. De eneste, der har brokket sig, er mine teenagedøtre. Den ene kræver, at jeg lader håret gro ud igen, og den anden siger, at jeg altså ikke skal vise mig på hendes skole, hvis jeg ser sådan ud. Men det tager jeg nu ikke så tungt – det er jo far, der bestemmer.