Aarhus Universitets segl

AU falder på plads i 2012

2012 bliver året, hvor universitetet for alvor finder den daglige arbejdsgang i den nye organisering. Samtidig skal nogle af synergieffekterne høstes, siger universitetsdirektør Jørgen Jørgensen.

Konsolidering. Det er ifølge universitetsdirektør Jørgen Jørgensen kodeordet for 2012 på Aarhus Universitet. Budgettet for næste år er netop blevet godkendt i bestyrelsen, og hvor 2011 formentlig slutter med et overskud på 50 millioner kroner, er der næste år budgetteret med et tilsvarende underskud. Det underskud skal ses ud af et samlet budget på omkring 6 milliarder kroner og bør ikke give anledning til bekymring, fortæller universitetsdirektøren. Det hænger nemlig sammen med de store forandringer, som universitetet er på vej igennem.
– Den faglige udviklingsproces har taget tid. Derfor har vi en række projekter, som vi har skubbet fra 2011 til 2012, og de udsættelser betyder overskud i år og underskud næste år. Men vi har grundlæggende en sund økonomi. Det er vigtigt at holde fast i.

Bruger penge strategisk

Den store udfordring i 2012 bliver ifølge universitetsdirektøren at få fastholdt kursen for de skibe, som blev sat i søen i forbindelse med den faglige udviklingsproces. I alt vil hovedområderne næste år bruge cirka 90 millioner kroner på målrettede satsninger inden for de fire nye tværgående bånd, forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelse. Yderligere cirka 90 millioner kroner er sat af til initiativer, der går på tværs af universitetet og binder de nyorganiserede enheder sammen.   
– Både på hovedområderne og centralt tager vi midler ud af almindelig drift og reserverer dem til strategiske satsninger. Det er et forsøg på at få økonomien til at understøtte strategien, forklarer Jørgen Jørgensen.

Noget høstes allerede i 2012

Dermed bliver 2012 også året, hvor nogle af gevinsterne fra den faglige udviklingsproces gerne skulle begynde at blive høstet.
– Ikke mindst de nye forskningsmiljøer skulle meget gerne begynde at give gevinst i 2012, så de helt konkret giver nogle nye og anderledes faglige aktiviteter allerede fra næste år, siger han.
En af de gevinster, som også forventes at blive udløst af de faglige forandringer, er en mere effektiv administration. Både den nuværende og den tidligere regering har ønsket, at universiteternes administrationer bliver 10 procent mere effektive. Det mål forventer Jørgen Jørgensen dog ikke indfriet allerede i 2012.
– Med de store forandringer, vi har kørende, er det urealistisk, at vi kan effektivisere så meget allerede i 2012. Men vi har en målsætning om, at vi, med de store investeringer i moderne administrationssystemer vi har foretaget, kan drive administrationen mere effektivt fra 2013. Vi har bare brug for et år til at konsolidere og komme på plads først, siger han.